DFDS investerer milliardbeløb i seks batteridrevne skibe

14. MAJ 2024 • 09:21ERHVERV/POLITIK

Seks elskibe skal sejle over Den Engelske Kanal med fragt og passagerer. Første skibe forventes i 2030.

Det danske rederi- og logistikselskab DFDS vil investere en milliard euro, svarende til knap 7,5 milliarder kroner, i seks batteridrevne skibe.

Det skriver DFDS i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

Skibene skal ifølge planen sejle i Den Engelske Kanal og transportere passagerer og fragt mellem EU og Storbritannien.

- Dette er et vigtigt skridt mod at dekarbonisere transport over kanalen. Grundet den relativt korte afstand mellem Storbritannien og Frankrig er ruterne optimale for elektrisk færgetransport, siger Torben Carlsen, topchef i DFDS, i pressemeddelelsen.

At dekarbonisere noget vil sige at nedbringe eller fjerne CO2-udledningen ved aktiviteten.

Færgerne skal sejle på ruterne mellem Dunkirk og Calais i Frankrig og Dover i Storbritannien.

De første to færger forventes at være i drift i 2030, mens de resterende forventes at være klar inden 2035.

Rederiet har samarbejdet med myndigheder, partnere inden for infrastruktur og energileverandører i både Frankrig og Storbritannien.

- Den grønne omstilling er ikke noget, vi kan opnå på egen hånd. Uden adgang til tilstrækkelig strømforsyning på land og infrastruktur, der kan rumme ladefaciliteter i havne, kan vi ikke betjene skibene, siger Torben Carlsen.

DFDS har en ambition om at være et CO2-neutralt selskab i 2050 og have seks grønne færger i drift i 2030. To af de grønne færger bliver elektriske skibe, der sejler over Den Engelske Kanal.

DFDS har fem færger under fransk flag og beskæftiger omkring 1200 personer i Frankrig. Tre af de nye elskibe skal sejle under fransk flag.

Det danske rederi har med havnene i Dover, Calais og Dunkirk forpligtet sig til at samarbejde om at dekarbonisere skibstrafikken i Doverstrædet, som er den smalleste del af Den Engelske Kanal.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT