Dansk landsholdsfløj forlænger med Flensburg-Handewitt
Emil Jakobsen har underskrevet ny kontrakt og fortsætter i den nordtyske storklub frem til sommeren 2029.
Også i de kommende år kommer den danske håndboldlandsholdsspiller Emil Jakobsen til at før sig frem på Flensburg-Handewitts venstrefløj.Jakobsen har forlænget sin kontrakt med den danskerglade Bundesliga-klub, så aftalen nu løber frem til sommeren 2029.
Det skriver Flensburg-Handewitt på sin hjemmeside og kalder nyheden for en julegave til klubbens tilhængere.
- Emil er en usædvanlig spiller, der er i stand til at gøre en forskel. Han tilfører vores spil tempo og spilleglæde, men er også uden for banen en vigtig karakter på vores hold, siger klubdirektør Holger Glandorf.
Den nu 26-årige fløjspiller kom til Flensburg-Handewitt fra GOG i 2021 og blev dermed den seneste i rækken af målfarlige danske venstrefløje i klubben.
Tidligere har Lars Christiansen og Anders Eggert huseret med stor succes på samme position.
- Vi har et stærkt hold. Jeg vil gerne vinde en hel masse mere i min karriere, og jeg har en følelse af, at jeg kan opnå det med Flensburg-Handewitt, siger Emil Jakobsen.
Fredag aften førte han an med ti scoringer, da Flensburg-Handewitt vandt 39-27 over Bietigheim i den sidste kamp før VM-pausen.
Dermed nåede han op på i alt 120 mål i denne sæson. Det gør ham til holdets topscorer og rækker til en femteplads på Bundesligaens topscorerliste.
Efter nytår slutter Emil Jakobsen sig til det danske landshold, der senere i januar skal forsøge at vinde VM for fjerde gang i træk.
/ritzau/