Oliefartøj mistænkt for kabelbrud flyttes til mindre udsat sted
Flytning af oliefartøj skal gøre det lettere for myndigheder at komme til og fra det mistænkte skib.
Oliefartøjet "Eagle S", som af finsk politi undersøges for muligvis at have saboteret undervandskabler, er blevet flyttet til en mere beskyttet ankerplads.Det skriver det finske public service-medie YLE lørdag.
Fartøjet lå ud for halvøen Porkkala i Den Finske Bugt. Det er blevet flyttet øst for Helsinki tæt på byen Kilpilahti.
Der er omtrent 70 kilometer i fugleflugtslinje fra Porkkala til Kilpilahti.
- Pladsen ved Porkkala er mere udsat for vejret, og det er mere udfordrende for myndighederne at få adgang til skibet, siger Heikki Porola, som er chefkommissær ved politiet i Helsinki, ifølge YLE.
Et elkabel og flere datakabler, der løber i Østersøen mellem Finland og Estland, blev 25. december beskadiget.
Finsk politi mistænker, at tankskibet "Eagle S", der sejlede fra Sankt Petersborg natten til 25. december, har forårsaget skaderne.
Finlands toldvæsen mener, at skibet er en del af Ruslands skyggeflåde, som omgår sanktioner ved ikke at sejle under russisk flag. Skibet er ifølge YLE lastet med 35.000 ton blyfri benzin.
To lodser og bugserbåde eskorterede lørdag fartøjet til sin nye plads, skriver det finske medie Hufvudstadsbladet.
Torsdag gik finsk politi om bord på skibet.
Efter flere brud på kabler i Østersøen har den vestlige militæralliance Nato sagt, at den vil øge sin militære tilstedeværelse i Østersøen.
Nato-generalsekretær Mark Rutte skrev fredag på det sociale medie X, at han har diskuteret den seneste tids brud på undersøiske kabler i Østersøen med Finlands præsident, Alexander Stubb.
- Har talt med Alexander Stubb om den igangværende finskledede efterforskning af mulig sabotage af undersøiske kabler.
- Jeg udtrykte min fulde solidaritet og støtte. Nato vil styrke sin militære tilstedeværelse i Østersøen, skrev Rutte.
/ritzau/