Nuuk er ramt af omfattende strømsvigt
Grønlands Politis fastnet er midlertidigt ude af drift, og KNR kan ikke sende radio som følge af strømsvigt.
Den grønlandske hovedstad, Nuuk, er lørdag ramt af strømsvigt. Det gælder blandt andet bydelen Qinngorput.Det skrev Nukissiorfiit, som er det nationale forsyningsselskab i Grønland, på Facebook klokken 10.20 lokal tid. Det er klokken 13.20 i Danmark.
Ifølge Nukissiorfiit er der tale om et "uheld". Kort efter klokken 12.30 lokal tid skrev forsyningsselskabet, at der stadig arbejdes på at løse problemet.
- Fejlen er lokaliseret, og arbejdet med at genetablere strømforsyningen til byen er i gang, lyder det.
Det fremgår ikke, hvad fejlen består i, eller hvad tidshorisonten er for, at strømmen er tilbage.
Klokken 13.50 lokal tid skrev Nukissiorfiit på Facebook, at selskabet er nødt til at slukke for strømmen midlertidigt i hele byen, fordi backup-generatoren på elværket skal startes.
- For at sikre en sikker overgang vil strømforsyningen blive afbrudt fuldstændigt, inden generatoren tilkobles. Vi beklager de gener, dette måtte medføre, og takker for jeres forståelse, lyder det.
Grundet strømafbrydelsen har Sermersooq Kommune oprettet en varmestue til de borgere, som ikke har varme, i Godthåbhallen i Nuuk. Det skriver kommunen på Facebook.
Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.AG har teleselskabet Tusass valgt at slukke for 4G- og 5G-internettet for at spare strøm, da strømafbrydelsen trækker ud.
For tv- og radiostationen KNR betyder strømsvigtet, at netværksforbindelsen er ude af drift, så KNR ikke kan sende radio.
Radioen skal ellers i nødstilfælde bruges til at udsende beredskabsmeddelelser til befolkningen, skriver Sermitsiaq.AG.
Ifølge KNR forventer Nukissiorfiit, at strømmen visse steder kan være afbrudt frem til klokken 16.00 lokal tid.
Sermitsiaq.AG skriver, at strømsvigtet betyder, at Grønlands Politis fastnet er midlertidigt ude af drift.
Grønlands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at politiet har sendt flere patruljer på arbejde og er ekstra synlige i både Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput.
Man kan få fat på politiet via to alternative telefonnumre - enten +299 701448 eller på mobilnummeret +299 567120.
Man kan desuden i akutte tilfælde henvende sig personligt på politigården i Nuuk.
Der bor cirka 56.500 mennesker i Grønland. Omkring 18.000 bor i Nuuk.
/ritzau/