Skuffende periode koster Bo Svensson jobbet i Union Berlin

27. DEC 2024 • 14:46SPORT

Bo Svensson blev i sommer ny cheftræner i Union Berlin. Nu er han blevet fyret efter en skuffende periode.

Den danske fodboldtræner Bo Svensson er blevet fyret med øjeblikkelig virkning i Union Berlin.

Det skriver den tyske klub på sin hjemmeside.

Bundesligaklubben har valgt at skille sig af med hele trænerteamet. Dermed er den danske assistent Kristoffer Wichmann, der forlod jobbet som cheftræner i Kolding IF for at assistere Bo Svensson, også færdig i Union Berlin.

- Efter en grundig analyse af sæsonen indtil videre, er vi blevet overbevist om, at en væsentlig ændring er nødvendig for at vende udviklingen. Vi har derfor besluttet ikke at fortsætte samarbejdet med Bo Svensson, Babak Keyhanfar, Kristoffer Wichmann og Tijan Njie, siger Horst Heldt, direktør i klubben.

Union Berlin har ikke vundet en kamp i mere end to måneder. Seneste sejr i Bundesligaen kom 20. oktober mod Kiel. Senest tabte holdet få dage inden jul 1-4 på udebane til Werder Bremen.

- Vi vil gerne takke Bo Svensson og hans team for det arbejde, de har udført, og ønsker dem alt det bedste for fremtiden, siger Horst Heldt.

Bo Svensson blev i slutningen af maj præsenteret som ny træner i hovedstadsklubben.

Han startede i jobbet i sommerpausen og fik en god start på den nye sæson, med fire sejre i de første syv ligakampe, men i de senere måneder har resultaterne haltet.

Union Berlin indtager ved julepausen en 12.-plads i den tyske Bundesliga. Det er uvist, hvem tager over for Bo Svensson.

Det er anden gang, at den danske træner bliver fyret i Bundesligaen. Han har tidligere stået i spidsen for Mainz, hvor han nåede han at være i to og et halvt år, inden han i november 2023 blev fyret efter en sejrsløs sæsonstart.

Med Union Berlins fyring af Svensson er der to danske cheftrænere tilbage i den bedste tyske fodboldliga.

Bo Henriksen har succes som cheftræner i Mainz, mens Jess Thorup har træneransvaret i Augsburg.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT