Dansk landsholdsback hjælper Team Esbjerg til storsejr

15. JAN 2025 • 20:33SPORT

Team Esbjerg vandt 39-32 over Viborg HK. Landsholdsspilleren Michala Møller scorede 11 gange i opgøret.

Team Esbjerg gør sit bedste for at holde snor i Odense Håndbold i toppen af Kvindeligaen.

Onsdag aften levede esbjergenserne op til favoritværdigheden og slog den tidligere mesterklub Viborg HK med 39-32 på hjemmebane.

Den danske EM-sølvvinder Michala Møller scorede næsten efter behag og blev noteret for 11 fuldtræffere i opgøret

Med sejren har Esbjerg igen kun to point op til førerholdet Odense. Esbjergensernes foreløbig eneste pointtab i ligaen var til netop den fynske rival.

De stærke esbjergensere trak hurtigt fra på måltavlen og førte med 15-8 20 minutter inde i opgøret, så Viborg-træner Ole Bitsch sig nødsaget til allerede at tage sin anden timeout.

Effekten var begrænset, for ved pausen førte Esbjerg 20-11.

Efter pausen kom Viborg lidt bedre med. Esbjerg havde sat Amalie Milling ind i målet i stedet for en velspillende Anna Kristensen, og afløseren fik ikke fat i meget og røg på bænken igen i slutfasen.

Heldigvis for Esbjerg var Michala Møller og co. også farlige i den anden ende, så spændingen blev aldrig genetableret.

Også Ikast Håndbold tog en klar og ventet sejr, da udekampen mod EH Aalborg blev vundet 40-29.

Nykøbing Falster Håndboldklub slog samtidig København Håndbold med 35-30, mens Aarhus Håndbold vandt 27-22 ude over Horsens i den tungere del af rækken.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT