Axelsen vender skidt start på 2025 og går videre i Indien
Efter exit i første runde i Malaysia for otte dage siden vandt Axelsen årets første kamp i New Delhi.
Badmintonspilleren Viktor Axelsen er videre fra første runde ved Super 750-turneringen India Open.Axelsens duel var mod verdens nummer 31, Yu Jen Chi fra Taiwan, som blev besejret med cifrene 16-21, 21-11, 21-13.
Med sejren er Viktor Axelsen klar til India Opens ottendedelsfinaler.
Det var samtidig Axelsens første sejr i kalenderåret.
Den danske OL-guldvinder åbnede 2025 ved at ryge ud i første runde i Super 1000-turneringen i Malaysia 7. januar.
I sæsonåbneren tabte han klart til Lee Yiu Lee fra Hongkong. Den plet blev onsdag vasket væk i hallen i New Delhi.
Viktor Axelsen kom under pres i første sæt, hvor Lee Yiu Lee var skarpest. Taiwaneren snuppede i hvert fald første sæt med de komfortable cifre 21-16.
Den danske OL-guldvinder skruede gevaldigt op for tempoet og sørgede dermed for, at kampen skulle ud i et tredje sæt.
Samme takter tog Axelsen ind i sidste sæt, hvor danskeren bookede billetten til ottendedelsfinalerne ved at vinde 21-13.
Landsmanden Rasmus Gemke deltog også i turneringen, men singlespilleren røg tirsdag ud i første runde efter et nederlag til kinesiske Lu Guangzu.
Gemke, der er nummer 30 på verdensranglisten, tabte med cifrene 19-21, 21-16, 12-21 til Lu Guangzu, der er nummer 19 i verden.
Kort efter Axelsens kamp onsdag var der et rendyrket danskeropgør på menuen, da Mia Blichfeldt slog Julie Dawall Jakobsen over to sæt.
Blichfeldt vandt ganske komfortabelt med cifrene 21-9, 21-14 og er derfor klar til ottendedelsfinalerne i Indien.
Herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup, der er nummer et i verden, røg desuden ud i første runde i doubleturneringen.
Tirsdag tabte den danske duo til de to sydkoreanere Min Hyuk Kang og Yong Jin.
/ritzau/