Forhandlinger om at åbne overgang mellem Gaza og Egypten i gang
Egypten "forbereder sig på at bringe den størst mulige mængde nødhjælp til Gazastriben", skriver avis.
Forhandlinger er i gang om at åbne Rafah-overgangen, så international nødhjælp kan komme ind i Gaza fra Egypten.Det rapporterer egyptiske statsmedier onsdag med henvisning til en egyptisk kilde på sikkerhedsområdet.
Egypten "forbereder sig på at bringe den størst mulige mængde nødhjælp til Gazastriben".
Det skriver den statsejede avis Al-Ahram, efter at nyheden om en aftale om en våbenhvile i Gaza er kommet frem.
Rafah er den eneste grænseovergang mellem Egypten og Gaza.
Den har været lukket siden maj, hvor israelsk militær overtog området og lukkede den palæstinensiske side af overgangen.
Onsdag er forhandlere nået frem til en aftale om en våbenhvile og frigivelse af gidsler i Gaza, hvor der har været krig mellem Israel og Hamas i omkring 15 måneder.
Det har blandt andre mægleren Qatar og USA's præsident, Joe Biden, sagt.
Våbenhvilen skal træde i kraft 19. januar, oplyser premierministeren for Qatar.
Israels premierministerkontor har sagt, at der er punkter i Gaza-aftalen, som er uafklarede, men håbet er, at den vil blive færdiggjort onsdag aften.
Endnu er der flere uafklarede detaljer om aftalen, men bliver den implementeret, er det planen, at den skal medføre øget nødhjælp til Gaza.
Det amerikanske udenrigsministerium ønsker over 500 nødhjælpslastbiler ind dagligt i forbindelse med våbenhvilen. Det oplyser ministeriet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En anonym embedsmand, der er blevet briefet om aftalen, har beskrevet over for Reuters, at 600 vognladninger med humanitær nødhjælp skal kunne komme ind i Gaza hver eneste dag under våbenhvilen.
50 af dem skal være med brændstof. 300 af lastbilerne skal gå til nordlige dele af Gaza, hvor eksperter har sagt, at hungersnød truer. Meldingen fra embedsmanden er dog ikke bekræftet.
/ritzau/AFP