Danmark vinder nøglekamp mod Indien ved hold-VM
Danmark vandt 3-2 over Indien i Uber Cup. Holdkampen sluttede med en grim skade til Christine Busch.
Danmarks badmintonkvinder tog fredag et stort skridt mod kvartfinalerne i Uber Cup - hold-VM på kvindesiden - der afholdes i Horsens.Amalie Schulz sejrede i single og bragte Danmark foran 3-1 mod Indien i nationernes første puljekamp.
Dermed havde danskerne vundet holdkampen, inden Alexandra Bøje og Christine Busch måtte trække sig i den femte og sidste kamp.
Således endte Danmark med at vinde 3-2.
Busch fik et voldsomt vrid i sit knæ, og det var tydeligvis alvorligt. Hun lå længe på banen i store smerter, inden hun blev hjulpet ud på tribunen.
Sejren er meget afgørende for videre avancement. Danmark og Indien kommer efter alt at dømme til at kæmpe om andenpladsen i deres pulje.
I puljen, der også rummer Kina og Ukraine, forventes Kina at gøre rent bord, mens Ukraine er den klare underdog.
Tidligere på dagen vandt Kina 5-0 i kampe over Ukraine. De to bedste hold i puljen går videre til kvartfinalerne.
Line Christophersen, verdens nummer 21, var den første dansker i aktion.
Hun tabte i tre sæt til Pusarla Venkata Sindhu, der bedømt ud fra verdensranglisten er Indiens bedste singlespiller. Hun er nummer 13 i verden.
Siden bragte Line Kjærsfeldt balance i regnskabet, da hun udlignede til 1-1 med en sejr i to sæt over Unnati Hooda, verdens nummer 23.
Danmark kom efterfølgende foran, efter at doublen med Mette Werge og Amalie Cecilie Kudsk overlevede en matchbold.
Makkerparret vandt i tre sæt over Shruti Mishra og Priya Konjengbam, der er en relativt ukendt duo i international sammenhæng.
Amalie Schulz havde i den efterfølgende singlekamp muligheden for at afgøre begivenhederne til Danmarks fordel - og den chance greb hun.
Schulz tabte første sæt til den 17-årige Tanvi Sharma, men hun kæmpede sig tilbage og tog den afgørende sejr.
Busch og Bøje vandt senere første sæt i doublekampen mod Sindhu og Tanisha Crasto, inden den danske duo blev tvunget til at trække sig.
Danmarks aktuelt bedste damesingle, Mia Blichfeldt, var overraskende ikke med på holdkortet.
Hun har døjet med knæproblemer, men er ikke skadet. Hun var bare ikke 100 procent klar til at spille, fortæller Blichfeldt til TV 2 Sport.
/ritzau/
