Skadet Clara Tauson trækker sig i Madrid
Clara Tauson har trukket sig fra Madrid Open, kort inden hun skulle have været på banen.
Tennisspilleren Clara Tauson kommer alligevel ikke til at spille single i Masters 1000-turneringen Madrid Open.Kort før hun skulle have været på banen mod Katerina Siniakova fredag eftermiddag, har danskeren valgt at trække sig.
Arrangørerne oplyser til TV 2 Sport, at Tauson har pådraget sig en skade i højre skulder.
Clara Tauson var ellers på banen torsdag, hvor hun spillede double med en ukrainsk makker.
Planen var, at hun fredag skulle gøre comeback i singlerækken efter mere end en måneds pause.
I marts måtte hun opgive at fuldføre sin kamp i første runde af Miami Open, og hendes lejr meddelte efterfølgende, at hun ville holde en pause for at behandle en inflammation i ryggen.
Ifølge arrangørerne er det en ny skade, der har tvunget hende ud af Madrid Open.
Den 23-årige dansker er aktuelt nummer 18 på verdensranglisten. Hun var 17.-seedet i turneringen i den spanske hovedstad, men nåede altså ikke at slå en eneste bold i singlerækken.
/ritzau/
