City snupper førsteplads og sender Burnley ned i Championship
Arsenal må vige pladsen for Manchester City, der med 1-0-sejr slukkede Burnleys håb om overlevelse.
Arsenal har i 200 dage - siden starten af oktober - set ned på resten af Premier League fra førstepladsen, men onsdag aften blev sceneskiftet en realitet.Således har Manchester City overtaget føringen efter holdets 1-0-sejr over Burnley på udebane.
Resultatet betyder også, at Burnley efter en enkelt sæson i det fineste selskab rykker ned i Championship.
Den tidligere City-spiller Kyle Walker og co. mangler at spille fire kampe, men kan ikke indhente West Ham, der ligger over stregen med 13 point flere.
Klubben har udviklet sig til lidt af et elevatorhold. Det blev nemlig også til nedrykning i 2022 og 2024.
Det er marginalerne, der afgør, at City topper tabellen. Både City og Arsenal har 70 point og en målforskel på +37.
Når målforskellen er den samme, er antallet af scorede mål det næste afgørende parameter.
Her har City været lidt skarpere og noteret sig for tre mål mere end Arsenal i sæsonen.
Erling Haaland sørgede for en livlig start på onsdagens opgør, da stjerneangriberen scorede efter blot fem minutter.
Nordmanden blev sendt i dybden og sprintede en kvart banelængde, inden han fra kort afstand lobbede bolden forbi Martin Dubravka i Burnley-målet.
Der var slet ikke den samme energi over City-spillerne, som tilfældet var, da klubben i weekenden besejrede Arsenal.
Haaland var på spil igen efter 55 minutter, hvor han ramte stolpen efter flot forarbejde fra Matheus Nunes.
Det var andet forsøg på træværket fra City. Tidligere i kampen havde Dubravka skubbet bolden op på overliggeren i en redningsaktion.
Det blev ikke til mere, selv om Burnley i høj grad kæmpede for overlevelsen.
/ritzau/
