Trump-udsending vil erstatte Iran med Italien ved VM
Italien har ifølge Trumps udsending de nødvendige meritter og bør overtage Irans plads ved VM i fodbold.
En af USA's særlige udsendinge har anmodet Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om at erstatte Iran med Italien ved sommerens VM-slutrunde i USA, Mexico og Canada.Der er tale om Paolo Zampolli, der er USA's særlige udsending for globale partnerskaber, og som udtaler sig til avisen Financial Times.
- Jeg er født i Italien, og det ville være en drøm at se det italienske landshold ved en turnering, der afholdes i USA.
- Med fire VM-titler har holdet de nødvendige meritter til at retfærdiggøre en plads, siger Zampolli til avisen.
Han fortæller, at han både har foreslået udskiftningen til Fifas præsident, Gianni Infantino, og USA's præsident, Donald Trump.
Italien formåede ikke at kvalificere sig til sommerens VM-slutrunde efter et smertefuldt nederlag til Bosnien-Hercegovina i slutningen af marts.
Nederlaget udløste en storm af kritik i Italien, og formanden for det italienske fodboldforbund endte med at forlade sin post.
USA og Israel angreb i slutningen af februar Iran, der få dage efter såede tvivl om landets deltagelse ved sommerens VM.
Senere lød det fra præsidenten for det iranske fodboldforbund, Mehdi Taj, at Iran ville boykotte USA, men ikke VM-slutrunden i fodbold.
Fatemeh Mohejerani, der er talsmand for den iranske regering, sagde onsdag til iransk stats-tv, at landsholdet er fuldt ud forberedt på at deltage i slutrunden.
Infantino sagde på et pressemøde i sidste uge, at han er overbevist om, at Iran kommer til at deltage i sommerens VM-slutrunde trods krigen i Mellemøsten.
Det Hvide Hus har onsdag over for Financial Times afvist at kommentere på Zampollis forslag.
/ritzau/
