Googles ejer vil investere 255 milliarder kroner i AI-selskab

24. APR 2026 • 19:45ERHVERV/POLITIK

AI-selskabet Anthropic, der står bag sprogmodellen Claude, har set en kraftig stigning i efterspørgslen i år.

Techgiganten Alphabet, der står bag Google, vil investere 40 milliarder dollar i AI-selskabet Anthropic.

Det skriver Bloomberg News ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet svarer til 255 milliarder kroner.

I første omgang har Alphabet ifølge medierne forpligtet sig til at investere ti milliarder dollar.

Selskabet vil investere den øvrige del, hvis Anthropic opfylder nogle mål.

I februar rejste Anthropic 30 milliarder dollar i en finansieringsrunde, som værdisatte selskabet til 380 milliarder dollar.

Alphabet er langt fra Anthropic eneste bejler.

Nvidia og Microsoft annoncerede i november sidste år, at de sammen ville investere 15 milliarder dollar i selskabet.

Investeringerne var en del af en større aftale, hvor Anthropic forpligtede sig til at købe cloud-tjenester hos Microsoft for 30 milliarder dollar og til at bruge Nvidias nyeste chipteknologi.

- Vi bliver i stigende grad kunder hos hinanden, sagde Microsofts direktør, Satya Nadella, efterfølgende.

AI-selskabet har generelt set en skarp stigning i efterspørgslen på det seneste.

Selskabet står bag sprogmodellen Claude, der er en konkurrent til ChatGPT. OpenAI, der står bag ChatGPT, er i delvist ejet af Microsoft.

Anthropic er ifølge Reuters begyndt at fokusere på at træne Claude til også at kunne kode.

Det har givet selskabet en stor kundeskare, skriver nyhedsbureauet.

Den voksende efterspørgsel har fået selskabet til at jagte mere computerkapacitet, hvilket har ført til en række andre store aftaler på det seneste.

Tidligere i april indgik det blandt andet en aftale med netop Google for at få adgang til mere kapacitet.

Derudover er der også blevet annonceret en flerårig aftale med cloudinfrastrukturfirmaet CoreWeave.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT