Kvindelige frontfigurer toner køn ned før tysk ligabrag

24. APR 2026 • 11:22SPORT

To kvinders indtog i tysk fodbold har skabt globale overskrifter, men selv nedtoner de deres roller.

Når RB Leipzig tager imod Union Berlin fredag aften i den tyske Bundesliga, bliver det samtidig et møde mellem to kvinder, der har fået meget ufrivillig opmærksomhed på det seneste.

På den ene side er Marie-Louise Eta, der for under to uger siden blev ansat som cheftræner i Union Berlin som den første kvinde på et herrehold i en af de fem største europæiske ligaer.

På den anden side er Tatjana Haenni, der ved årsskiftet blev ansat som administrerende direktør i Leipzig som den første kvindelige klubboss i tysk fodbolds historie.

For Marie-Louise Eta kommer det i anden række, hvilket køn hun har. Det er ikke en debat, hun er vild med, selv om hun anerkender, at hun har fået en pionerrolle.

- Det giver mig et ansvar, om jeg kan lide det eller ej, siger 34-årige Marie-Louise Eta til den tyske avis Die Zeit.

- Men mit primære mål var aldrig at styrke kvinderollen i fodbold. Jeg har altid ønsket at bevise mig selv gennem præstationer. Jeg vil ses som fodboldtræner, siger træneren.

Samme holdning er der hos Tatjana Haenni i en rolle endnu højere oppe i den mandsdominerede herresport.

- Det er den mest populære sport på planeten. Det handler om kvalitet, og det handler om at have de rigtige personer de rigtige steder, siger Haenni.

- Det er et kulturelt skift, som er nødt til at ske, og det sker. At jeg er her, og at Marie-Louise er cheftræner i Union, viser, at det sker lige nu.

- Det handler om kvalitet, ekspertise, tillid til mennesker og at have det rigtige mindset, insisterer direktøren.

Leipzigs kamp mod Union Berlin fløjtes i gang fredag klokken 20.30.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT