Opmuntring og frygt for søstermøgfald motiverede Iversen
Rikke Iversen ville i semifinalen for at vise sin skadede søster, at hendes arbejde ved EM ikke var forgæves.
Det havde været et par hårde døgn for de danske håndboldkvinder, efter at både målvogter Althea Reinhardt og stregspiller Sarah Iversen måtte rejse hjem fra EM tirsdag på grund af skader.Særligt Sarah Iversens korsbåndsskade mod Slovenien ramte holdkammeraterne hårdt - og ingen mere end hendes søster Rikke Iversen.
Derfor var det også en helt speciel kamp for lillesøsteren Rikke, da Danmark med en solid indsats slog Holland og spillede sig i EM-semifinalen.
- Det har virkelig, virkelig været hårdt. Det er nok den hårdeste kamp følelsesmæssigt, jeg har skullet spille, lyder det fra Rikke Iversen.
Spørgsmål: Havde du også i baghovedet, at den kamp også skulle vindes for Sarah?
- 100 procent. Sarah sagde også, at det ikke skulle være forgæves, at vi havde kæmpet røven ud af bukserne. Så det var også en motivator.
- At have det med og have dem (Sarah Iversen og Althea Reinhardt, red.) med i tankerne gjorde også, at man lige kæmpede det ekstra, lyder det fra Rikke Iversen.
Hun fortæller, at hun tidligere på onsdagen havde snakket med søsteren derhjemme, som står foran en knæoperation.
Egentlig følte Rikke Iversen, at hun formåede at lukke følelserne godt ude, indtil holdet ankom til arenaen i Wien forud for kampen. Her er storesøster Sarah nemlig den faste sidemakker.
Nu manglede hun ved hendes side, men hun formåede at få hanket op i sig selv igen. Også fordi hun vidste, hvordan storesøsteren ville tage det, hvis ikke hun og holdet leverede deres absolut bedste.
- Sarah vidste også godt, det ville ramme mig. Så hun er også en søster, der ved, hvilke ord der er de rigtige ord at skrive, forklarer Rikke Iversen.
- Lige meget, hvor ondt det så gør, så er det jo også det her, der tæller. Og det nyttede ikke noget, at vi røg ud, for så ville hun blive fucking hidsig. Så ville hun heller ikke tilfreds med mig.
Rikke Iversen og holdet leverede en bundsolid indsats mod Holland, vandt 30-26 og kan nu se frem til semifinalen mod Frankrig på fredag.
/ritzau/