Carlsen slår Niemann i første kamp efter beskyldninger om snyd

7. SEP 2024 • 02:43SPORT

Magnus Carlsen har slået Hans Niemann i de tos første indbyrdes kamp siden Carlsens beskyldninger om snyd.

Den flerdobbelte verdensmester Magnus Carlsen fra Norge har natten til lørdag slået Hans Niemann i semifinalen af Speed Chess Championship i de tos første indbyrdes kamp, siden nordmanden beskyldte Niemann for snyd.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Carlsen skal op imod Alireza Firouzja fra Frankrig i finalen søndag, men det er Carlsen mod Niemann, der for alvor har trukket overskrifter ved årets Speed Chess Championship.

Magnus Carlsen anklagede for to år siden amerikaneren for at snyde i en kamp mellem de to.

Carlsen nægtede efter anklagen at spille mod Niemann, der som modsvar lagde sag an mod nordmanden og onlineskakplatformen chess.com på grund af anklagerne.

Retssagen blev afvist i det amerikanske retssystem i juni sidste år, og to måneder senere kom parterne til enighed og udsendte en fælles erklæring.

Men det lagde tilsyneladende ikke helt låg på konflikten.

Niemann har således siden været ude med flere verbale angreb på Carlsen - senest i august.

- Jeg synes, han er en skør person med vrangforestillinger, der ønsker at ødelægge mit liv, sagde han til chess.com ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Carlsen og Niemann har konkurreret mod hinanden siden Sinquefield Cup-skandalen, men kun online.

Nordmanden har ikke været alene om at anklage Niemann for snyd, men de seneste år er der ikke fundet tilstrækkelige beviser.

Amerikaneren har selv erkendt at have snydt på chess.com, da han var teenager.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT