Canadier får betinget fængselsstraf for dronespionage ved OL

25. JUL 2024 • 11:01SPORT

Canadier, der blev taget i at flyve en drone over modstanders træning, har fået en betinget fængselsstraf.

Canadiske Joseph Lombardi, der tidligere på ugen blev taget i at flyve en drone over New Zealands kvindelandsholds fodboldtræning ved OL, er blevet idømt en betinget fængselsstraf på otte måneder.

Det skriver flere medier, blandt andre britiske The Telegraph.

Lombardi arbejdede som analytiker for Canadas kvindelandshold, der torsdag møder New Zealand ved OL.

Tirsdag opdagede newzealænderne, at en drone befandt sig oppe over deres træningsbane.

Politiet blev kontaktet, og man fandt frem til Joseph Lombardi. Onsdag tilstod han og accepterede den fængselsstraf, han er blevet idømt, oplyser anklagemyndigheden i Saint-Etienne i Frankrig ifølge The Telegraph.

Som følge af dronesagen er Lombardi blevet fyret og sendt hjem fra OL. Det samme er assistenttræner Jasmine Mander, som Lombardi refererede til.

Landstræner Bev Priestman har samtidig frivilligt valgt at blive væk fra Canadas kamp mod New Zealand torsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT