Julius Johansen har genfundet cykelglæden som trækhest

17. AUG 2025 • 09:00SPORT

Julius Johansen har i 2025 som hjælper været en del af et UAE Emirates, der har vundet en række etapeløb.

Det var et skifte, de færreste havde set komme, da Julius Johansen forud for sæsonen skiftede det portugisiske kontinentalhold Sabgal/Anicolor ud med verdens aktuelt stærkeste cykelhold, UAE Emirates.

Med skiftet skulle den 25-årige dansker også ændre måden, han kørte cykelløb på.

Fra tidligere at være i udbrud og jagte etapesejre er Johansens nye opgave blevet at holde de selvsamme udbrud i skak i fronten af feltet, så UAE Emirates' stjerner til sidst kan køre for sejren.

- Jeg har virkelig fundet en masse ekstra motivation. Jeg har fundet formålet med at køre cykelløb igen. Før var jeg bare en del af cykelløbet og fyld i feltet uden at have haft en specifik rolle, siger Johansen.

- Det føler jeg, at jeg er kommet ud af i år. Jeg føler, at jeg har en rolle i hvert cykelløb. Og når jeg laver noget, så er det rigtig fedt, at på UAE bliver det ofte afsluttet med en sejr. Det gør bare det hele lidt sjovere.

I bare de seneste måneder har Julius Johansen været med til Brandon McNultys sejr i Polen Rundt, Isaac Del Toros sejr i Østrig Rundt og João Almeidas sejr i Schweiz Rundt.

- Jeg tror ikke, at der er mange, specielt internt på holdet, der er i tvivl om, at jeg har en plads her. Det er her, jeg hører til, og det har også været super fedt mentalt at kunne sige det til mig selv, lyder det fra den danske trækhest.

Som ung leverede Julius Johansen flere flotte resultater, da han blandt andet vandt junior-VM i linjeløb i 2017 og med banelandsholdet vandt VM-guld i 4000-meter holdforfølgelsesløb i 2020.

På landevejen havde danskeren svært ved at finde sig til rette som senior. Han kørte for Uno-X i 2020-2021 og Intermarché i de næste to sæsoner, inden han altså tog et skridt ned til et portugisisk kontinentalhold.

Nu føler han endelig, at hans evner på landevejen bliver forløst hos UAE Emirates, hvor han har kørt mange etapeløb, som altså ofte er endt med en sejr til holdet.

Med den nye rolle har Julius Johansen for en stund skubbet egne sejrsdømme til side. Det har han det i første omgang fint med, men helt væk er de ikke.

- Selvfølgelig vil jeg også prøve at vinde nogle cykelløb på et tidspunkt. Men der er ingen tvivl om, at jeg skal lægge et par niveauer på for at nå dertil. Der er jeg ikke endnu.

Julius Johansen fik i første omgang en etårig kontrakt med UAE Emirates-mandskabet. Derfor ved han endnu ikke, hvad der venter på den anden side af en vinterpause.

Han håber, at fremtiden ligger samme sted, hvor den er lige nu, også selv om han ved, at det bliver svært at snige sig med til en grand tour.

- Det er nok det hold i hele verden, hvor det er allersværest at komme med til en grand tour. Vi er 30 ryttere, hvor måske kun 15 kører en grand tour. Hvis jeg fortsætter, tror jeg, at der er nogen, der står foran mig i køen, som heller ikke havde en grand tour i år.

- Jeg har været rigtig glad for mit løbsprogram i år. Jeg føler, at der har været mulighed for at udvikle mig, og så skal jeg nu tage et stort skridt hen over vinteren med en masse træning. For det er det, jeg mangler lige nu, fordi jeg har kørt så mange løb, siger 25-årige Julius Johansen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT