Brandvarm dansker indtager atter hovedrolle for MLS-klub

17. AUG 2025 • 08:37SPORT

Philip Zinckernagel var på pletten med sit mål nummer 11 i sæsonen for Chicago Fire i amerikanske MLS.

Det var tilsyneladende en god idé at tage over Atlanten for den tidligere superligaspiller Philip Zinckernagel.

I hvert fald har offensivspilleren denne sæson været en markant profil for klubben Chicago Fire, og natten til søndag dansk tid var han nok en gang i fokus.

30-årige Zinckernagel scorede målet til 2-2 i kampen mod St. Louis City og bidrog siden med oplægget til Brian Gutierrez' sejrsmål kort før tid.

Zinckernagel afdriblede flere forsvarsspillere, før han lagde bolden fladt i nettet efter 66 minutter. Det var hans sæsonmål nummer 11 i MLS, og han er dermed den næstmest scorende dansker i ligaen efter San Diegos Anders Dreyer.

Tilmed har Zinckernagel lavet 13 oplæg til scoringer, hvilket er tredjeflest i den bedste amerikanske liga. Også her overgår Dreyer ham dog med sine imponerende 17 assister.

Zinckernagel har været vidt omkring i sin seniorkarriere. Efter de første år i HB Køge tilbragte han flere sæsoner i FC Helsingør og Sønderjyske, før han skiftede til norske Bodø/Glimt.

Siden gik turen også til Watford, Nottingham Forest, Olympiakos, Standard Liège og Club Brugge, før han sidste år vendte tilbage til Bodø/Glimt på et lejeophold.

I Florida gjorde den argentinske stjerne Lionel Messi efter en kort skadespause comeback med en scoring for Inter Miami, som besejrede Mathias "Zanka" Jørgensen og Los Angeles Galaxy 3-1.

Den danske forsvarsspiller var med i hele kampen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT