Narkosmuglere vender hjem efter 19 år i indonesisk fængsel

15. DEC 2024 • 09:06UDLAND

Fem medlemmer af "the Bali Nine"-narkogruppen er vendt hjem til Australien efter 19 års fængsel i Indonesien.

Fem medlemmer af narkogruppen kendt som "the Bali Nine" er vendt hjem til Australien efter at have afsonet mere end 19 års fængsel i Indonesien.

Det meddeler den australske regering søndag.

- Den australske regering kan bekræfte, at de australske statsborgere Matthew Norman, Scott Rush, Martin Stephens, Si Yi Chen og Michael Czugaj er vendt tilbage til Australien.

- Disse australiere har afsonet mere end 19 års fængsel i Indonesien. Det var på tide, at de kom hjem, siger premierminister Anthony Albanese i en meddelelse.

De fem mænd var blandt ni australiere, der blev anholdt i 2005 for at forsøge at smugle mere end otte kilo heroin fra den indonesiske turistø Bali til Australien.

To af lederne af Bali Nine-gruppen, Andrew Chan og Myuran Sukumaran, blev henrettet i 2015. Det fik Australien til at hjemtage sin ambassadør i protest.

Den eneste kvinde i gruppen, Renae Lawrence, blev løsladt fra fængslet i 2018, og et mandligt medlem døde af kræft samme år.

Ifølge Anthony Albanese afspejler aftalen om de fem mænds løsladelse "det stærke bilaterale forhold og den gensidige respekt mellem Indonesien og Australien".

De fem mænd skal nu fortsætte en "personlig rehabilitering og reintegration i Australien", lyder det.

Tidligere i december mødtes den australske indenrigsminister Tony Burke med Indonesiens minister for juridiske anliggender, Yusril Ihra Mahendra.

Her overleverede Burke et udkast til en aftale om de fem fangers hjemsendelse.

I udkastet lød det, at de fem ville have forbud mod at vende tilbage til Indonesien. Det indebar også regler for den juridiske overlevering af mændene, samt krav om at Australien respekterer den indonesiske rets afgørelse.

Yusril sagde dog, at Indonesien ville respektere, hvis Australien ville benåde de fem mænd, når de vender hjem til Australien.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT