BILLEDSERIE: Europamestrene blev fejret i København
De danske håndboldmænd blev mandag fragtet fra Herning til København, og op på balkonen på rådhuset.
Tusindvis af danske håndboldfans havde mandag trodset den bidende kulde i København for at hylde de danske europamestre.Sidst på eftermiddagen kørte bussen med Mathias Gidsel, Simon Pytlick, Nikolaj Jacobsen og alle de andre håndboldhelte ind på Rådhuspladsen, og anfører Magnus Saugstrup løftede trofæet.
Derefter var der skåltaler inde på rådhuset, inden eftermiddagens helt store højdepunkt indtraf.
Danmarks vel nok største stjerne Mathias Gidsel var blandt de første, der trådte ud på balkonen og modtog folkets hyldest.
- Hele håndboldverdenen har drillet os med, at vi ikke kunne vinde EM, men nu kan vi se, at vi også kan finde ud af at vinde EM, sagde Mathias Gidsel til DR.
- Vi har lært meget af hinanden og har været enormt udfordret på og uden for banen. Vi er mere end dygtige håndboldspillere, lød det fra den vævre back.
Med en finalesejr over Tyskland vandt Danmark europamesterskabet søndag aften. Dermed kan Nikolaj Jacobsens tropper nu kalde sig både europamestre, verdensmestre og olympiske mestre.
Triumfen blev i første omgang fejret i Hernings natteliv, inden turen mandag gik på tværs af landet mod hovedstaden.
Flere spillere så en smule klatøjede ud, da de ankom til København, men mandag aften var programmet igen pakket med festligheder.
Sidste stop med triumftoget var på Søpavillonen.
/ritzau/
