Ung dansker snupper EM-sølv i pointløb for herrer

2. FEB 2026 • 17:52SPORT

Conrad Haugsted hentede endnu en medalje til Danmark ved EM i banecykling, da han blev toer i pointløbet.

De danske ryttere fortsætter med at imponere ved EM i banecykling i tyrkiske Konya.

21-årige Conrad Haugsted vandt mandag EM-sølv i pointløbet efter en stærk præstation på de skrå tyrkiske brædder i Konya.

Dermed har det været nogle gode dage for det danske hold i Tyrkiet.

Søndag vandt Tobias Aagaard EM-guld i udskilningsløbet, mens de danske baneryttere i 4000 meter holdforfølgelsesløb kvalificerede sig til finalen, der køres senere mandag aften.

Dermed er Danmark allerede sikker på mindst tre medaljer ved europamesterskabet.

I mandagens pointløb viste Conrad Haugsted god fart og masser af energi. Han traf undervejs nogle gode beslutninger og brugte sine kræfter fornuftigt.

Tyskeren Tim Torn Teutenberg vandt EM-guldet, mens belgiske Jasper De Buyst tog bronzen.

Conrad Haugsted havde mod afslutningen stadig masser af kræfter i behold og kunne have overhalet Teutenberg, hvis danskeren havde vundet den sidste pointspurt.

Tim Torn Teutenberg endte med 106 point, mens Conrad Haugsted sluttede på 102 point.

Det var Jasper De Buyst, der vandt den sidste pointspurt, og dermed Conrad Haugsted hentede ikke de ti point, som vinderen af den fik.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT