Silkeborg køber ung offensivspiller i AaB
Den 21-årige offensivspiller Oliver Ross er ny spiller i Silkeborg på en aftale, der løber i fire år.
Efter 125 kampe og 16 mål for AaB skifter Oliver Ross til Silkeborg. Det bekræfter begge fodboldklubber mandag på deres hjemmesider.Silkeborg har købt den 21-årige offensivspiller og udstyret ham med en kontrakt, der løber frem til udgangen af 2029.
Dermed tager Oliver Ross et skridt op, da AaB optræder i den næstbedste danske fodboldrække, mens Silkeborg spiller i Superligaen.
- Det er en fantastisk mulighed for mig at komme ind på et godt hold med en spillestil, der passer perfekt til mig.
- Jeg mangler nok at få mit helt endelige gennembrud, og det håber jeg, at jeg kan med den spillestil, som Kent Nielsen praktiserer, siger Oliver Ross til Silkeborgs hjemmeside.
Oliver Ross forklarer, at det tiltrak ham at spille under Kent Nielsen som cheftræner i Silkeborg.
- Det betyder meget, at Kent Nielsen har været god til at forløse typer som mig i sin karriere og her i Silkeborg.
- Jeg ser mine styrker i relationerne til mine holdkammerater og i det chanceskabende spil, og det er noget, man bygger stilen op omkring her, siger han.
Silkeborg forklarer købet med, at klubben har solgt angriberen Asbjørn Bøndergaard til Lyngby og har udsigt til at sige farvel til angriberen Tonni Adamsen til sommer.
Jesper Stüker, der er sportschef i Silkeborg, ser Oliver Ross som en mulighed på alle de offensive positioner og tilmed også som en offensiv midtbanespiller.
- Med Bøndergaards afgang og forventningen om, at Adamsen heller ikke er i Silkeborg til sommer, har det givet mening at være proaktiv allerede i dette vindue, hvis vi kunne finde den rette profil.
- Det synes vi, at Oliver Ross er. Han kan dække de tre offensive positioner og har endda også spillet enkelte kampe som 8'er, siger Jesper Stüker.
/ritzau/
