Dansk sprinter vinder årets første store endagsløb
Tobias Lund Andresen sørgede for dansk sejr ved årets første endagsløb på World Tour-niveau i Australien.
Den danske sprinter Tobias Lund Andresen (Decathlon) løb med sejren, da årets første endagsløb på World Tour-niveau, Cadel Evans Great Ocean Road Race, natten til søndag dansk tid blev afviklet i Australien.Sprinteren fra Taastrup tog løbssejren i en massesprint, der blev åbnet af britiske Matthew Brennan, der måtte tage til takke med en andenplads.
- Jeg havde et ønske om at åbne sprinten tidligt, og det er præcis, hvad vi (holdet, red.) gjorde, siger den danske sprinter umiddelbart efter løbet i et interview med den australske tv-station SBS.
23-årige Tobias Lund Andresen har haft en stærk start på sæsonen. Det er således under to uger siden, at han vandt 1. etape af årets første World Tour-løb, Tour Down Under.
Sidenhen blev det til to andenpladser og en enkelt tredjeplads på løbets øvrige etaper, ligesom Andresen vandt løbets blå pointtrøje.
Cadel Evans Great Ocean Road Race køres omkring den australske by Geelong nær Melbourne.
Rytterne cykler blandt andet på landevejen Great Ocean Road, som er kendt for et meget malerisk kystlandskab.
Den schweiziske landevejsmester Mauro Schmid vandt det australske endagsløb sidste år.
Der er allerede afviklet en række løb i cykelsæsonen 2025, men Cadel Evans Great Ocean Road Race er årets første endagsløb på cyklingens øverste niveau, World Touren.
Næste endagsløb på World Tour-niveau er belgiske Omloop het Nieuwsblad, der køres lørdag den 28. februar.
/ritzau/
