Vesti bliver forfremmet til Mercedes' førstereserve

2. FEB 2026 • 18:46SPORT

Frederik Vesti får en endnu større rolle hos Mercedes i 2026, hvor han bliver førstereserve.

Hvis George Russell eller Kimi Antonelli er ude af stand til at sidde bag rattet i Formel 1 i den kommende sæson, får vi en dansker på gridden.

Mandag præsenterede Mercedes sit mandskab til den kommende sæson, og her kom det frem, at Frederik Vesti er blevet forfremmet på det store team.

Sidste år var han andenreserve, efter at Valtteri Bottas i sidste øjeblik blev hentet ind som førstereserve. Men nu er finnen væk, og derfor indtager Frederik Vesti i den nye sæson en større rolle.

Han har i efterhånden nogle år spillet en vigtig rolle bag kulisserne som testkører, ligesom han har brugt rigtig meget tid i Mercedes' simulator, hvor han har hjulpet holdet under og mellem Formel 1-løbene.

- I sin rolle som tredjekører bidrager Frederik med vital kontinuitet og teknisk indsigt, som styrker os, siger teamchef Toto Wolff til Mercedes' hjemmeside.

Frederik Vesti skal fortsat køre sportsvogn for det amerikanske Cadillac-team, ligesom han gjorde i 2025.

Ikke desto mindre betyder forfremmelsen hos Mercedes, at han i 2026 skal være endnu hyppigere til stede ved Formel 1-løb rundt om i verden, end det har været tilfældet indtil nu.

- Jeg er meget spændt på at skulle være mere til stede på racerbanerne. Det er cool for mig og et stort skridt nærmere for mig og min drøm om at køre i Formel 1, siger Frederik Vesti ifølge Ekstra Bladet.

Frederik Vesti har gennem flere sæsoner været lige på nippet til at få et sæde i Formel 1, men det er altså ikke lykkedes endnu.

Det første grandprix i den nye Formel 1-sæson løber af stablen i Australien 8. marts. Lando Norris (McLaren) er forsvarende verdensmester.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT