Basketherrer spiller sig videre i VM-kvalifikation

13. AUG 2025 • 20:03SPORT

Danmark vandt 79-70 ude over Norge og går videre til næste fase i VM-kvalifikationen.

Det danske herrelandshold i basketball er sikker på at gå videre til næste fase i VM-kvalifikationen.

Det er en kendsgerning, efter basketherrerne onsdag aften slog Norge for anden gang af to mulige i kvalifikationsgruppen, der også tæller Kroatien.

På udebane vandt Danmark med 79-70, og de sejrsløse nordmænd kan nu ikke længere indhente Danmark.

På forhånd var de to opgør mod Norge udpeget som nøgler i præ-VM-kvalifikationen, og landstræner Allan Foss formåede at løse begge opgaver til UG med et ungt landshold.

Onsdag var Danmark ellers ved at vakle lidt under opgøret i Bergen, for en føring på ti point ved pausen var tæt på at blive indhentet.

Undervejs i fjerde periode var afstanden reduceret til beskedne to point, før danskerne igen fik fat og trak fra.

22-årige Dane Erikstrup blev den store profil, da den 212 centimeter høje dansker satte hele 32 point på tavlen.

Danmark runder præ-VM-kvalifikationen af med en hjemmekamp mod ubesejrede Kroatien onsdag i næste uge.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT