Banner rettet mod tidligere Atalanta-stjerne møder afsky
Kamp mellem Slovenien og Norge er blevet overskygget af reaktioner på stødende banner rettet mod Josip Ilicic.
Under søndagens kamp mellem Olimpija Ljubljana og Maribor i den slovenske fodboldliga dukkede der et banner op på tribunen.Det blev rullet ud af Ljubljana-tilhængere og var rettet mod Maribors slovenske landsholdsveteran, Josip Ilicic, som populært kaldes "Jojo".
På banneret stod der: "Jojo, gør os en tjeneste". Og ved siden af teksten var en løkke blevet afbildet.
Det er velkendt i Slovenien, at den tidligere Atalanta-stjerne over en længere periode kæmpede med en svær depression, og bannerets antydninger er blevet mødt med afsky i landet.
Landstræner for det slovenske fodboldlandshold, Matjaz Kek, måtte svare på spørgsmål om hændelsen på et pressemøde onsdag før Sloveniens hjemmekamp mod Norge i Nations League torsdag.
Samtidig har Det Slovenske Fodboldforbund fordømt banneret på kraftigste vis.
- Sådanne perverse handlinger har ingen plads i fodbold og er i strid med sportens værdier, som er baseret på respekt, fair play og positiv entusiasme, skriver forbundet i en udtalelse ifølge den slovenske avis Ekipa.
- Ingen sportslig rivalisering retfærdiggør sådanne påfund, og det er hele fodboldfællesskabets ansvar at gøre det klart, at sådanne handlinger ikke er acceptable og ikke vil blive tolereret.
Forbundet oplyser videre, at det samarbejder med myndighederne og vil - om nødvendigt - tage skridt for at forhindre, at det sker igen.
Angriberens mentale problemer startede i foråret 2020 under starten af coronapandemien, hvor Ilicic spillede for Atalanta.
Klubben hører til i den italienske by Bergamo, som blev meget hårdt ramt, og spillerne måtte bo på separate værelser og spise hver for sig.
Blandt andet på baggrund af de oplevelser kom Ilicic ind i en svær periode.
I sommeren 2022 blev han enig med Atalanta om at ophæve sin kontrakt. Senere samme år skrev han under på en aftale med Maribor.
Efter to et halvt års landsholdsfravær vendte rutinerede Ilicic i juni tilbage og blev matchvinder, da slovenerne vandt 2-1 over Armenien i en testkamp.
/ritzau/NTB