Tauson fortsætter uden træner Christensen i 2025

14. NOV 2024 • 13:18SPORT

Lars Christensen vil ligesom i slutningen af 2024 heller ikke fungere som Clara Tausons træner i start-2025.

Den danske tennisspiller Clara Tauson sluttede de sidste måneder af 2024-sæsonen af uden træner Lars Christensen, og sådan bliver det også, når hun i januar tager hul på den nye sæson.

Det fortæller Clara Tauson til Ritzau forud for weekendens møde med Mexico i Billie Jean King Cup i Farum.

- Det bliver også metoden, jeg går ind i 2025 på, siger Clara Tauson.

Spørgsmål: Skal det tolkes sådan, at du og Lars stopper samarbejdet?

- Jeg tror bare, at vi er nogle lidt forskellige steder lige i øjeblikket. Det er sådan, det er på den her tour, at man skifter lidt rundt. Det er i hvert fald på den måde, at jeg rejser til Australien og starter 2025 på, siger Tauson.

Efter at Tauson meddelte, at hun rejste til Asien-turneringerne uden Lars Christensen, blev det i oktober en kendsgerning, at Christensen i stedet genoptager samarbejdet med Holger Rune.

Tauson svarer ikke direkte på, om hun dermed er helt færdig med Lars Christensen som træner.

- Der er blevet kørt nogle forskellige konstellationer på det seneste, og jeg kan kun snakke for mig selv og sige, hvordan jeg tager hul på 2025.

Med sig i Asien havde Tauson sin kæreste, Kasper Elsvad, som er tidligere tennisspiller.

- Jeg havde Kasper med, som hjalp mig, og det fungerede super godt. Det er nemmere at hygge sig, for Asien er en lang tur for alle spillere. Det handler om at finde ro i uvante omgivelser.

- Han ved en hel masse om tennis og hjælper mig med alt. Han vil gøre alt for mig. Det er super dejligt. Jeg synes også, at man kan se, at jeg fandt noget i mit spil, siger Tauson.

Hun åbner Danmarks landskamp mod Mexico fredag klokken 16 mod Giuliana Olmos.

Clara Tauson var længe tvivlsom til kampen, og hendes far, Søren Tauson, nåede at melde sæsonen forbi, men det lykkedes at blive klar til landskampen på hjemmebane.

- Vi fik at vide, det ville tage længere tid, men heldigvis er jeg stadig ung og heler hurtigt. Jeg har bare holdt pause, fået en masse behandling og taget en dag ad gangen, fortæller Clara Tauson.

Først da hun kom til Farum mandag, genoptog hun træningen efter skaden.

- Jeg kan godt mærke, at min tennis ikke er på 100 procent, men jeg håber, at det kommer med mit instinkt, når jeg står på banen. Jeg vil i hvert fald kæmpe med alt, jeg har.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT