Norge sænker trusselsniveau for terror fra højt til moderat
Iran-tilknyttede aktører var ny trussel i Norge, men en måned senere er der kommet mere afklaring ifølge PST.
Myndigheder i Norge sænker torsdag terrortrusselsniveauet fra højt til moderat - niveau tre ud af fem.Det fremgår af en opdatering fra sikkerhedstjenesten PST, der ellers for lidt over en måned siden forhøjede niveauet.
- Først og fremmest repræsenterede Iran-tilknyttede aktører med fokus på jødiske og israelske mål i Europa et nyt og uafklaret element i det norske terrortrusselbillede, skriver PST.
Men nu er der kommet "tilstrækkelige afklaringer af den bekymrende udvikling", lyder det fra sikkerhedstjenesten.
Trusselsniveauet kan dog hæves med kort varsel igen, og jødiske mål er fortsat under trussel.
- Selv om vurderingen af truslen fra Iran-tilknyttede aktører nedjusteres, så er truslen fra ekstremister mod jødiske og israelske mål i Norge fortsat skærpet, som den også var før 8. oktober, skriver PST.
Da trusselsniveauet blev hævet til fire, indførte justitsministeriet også national bevæbning af politiet. Det blev for nylig midlertidigt forlænget til den anden side af nytår.
Skydevåben er ikke standardudstyr hos de norske betjente.
Definitionen på trusselsniveau fire ud af fem er, at sikkerhedstjenesten vurderer, at "en eller flere personer har konkrete og realistiske planer og tager konkrete skridt for at gennemføre terrorangreb, og/eller at flere forhold forstærker terrortruslen".
I niveau tre ud af fem - det nye niveau - er vurderingen, at "en eller flere personer har en intention om at gennemføre terrorangreb, men uden at have taget konkrete skridt eller at have realistiske planer, og/eller at nogen forhold forstærker terrortruslen".
I Danmark vurderer Politiets Efterretningstjeneste, at terrortruslen er alvorlig -niveau fire ud af fem.
Det defineres som, at der "er en erkendt trussel. Der er kapacitet,
hensigt og planlægning".
/ritzau/