Hæmmet Axelsen kæmper sig videre i Japan
Viktor Axelsen havde problemer med sin ene læg, men formåede alligevel at slå Lan Xi Lei i Japan.
Kinesiske Lan Xi Lei besejrede overraskende Viktor Axelsen, da badmintonspillerne i september mødtes i China Open.Torsdag fik danskeren trods stort besvær revanche i Super 500-turneringen i japanske Kumamoto.
Med tape på den ene læg vandt Axelsen 14-21, 21-14, 21-9 og er klar til kvartfinalen, hvor vinderen af opgøret mellem Chou Tien Chen og Christo Popov venter.
Spørgsmålet er, om den topseedede dansker når at blive helt fit til kampen.
Ligesom i deres seneste indbyrdes møde viste Lan Xi Lei sig at være en besværlig størrelse.
Verdens nummer 28 spillede stort set fejlfrit i første sæt og formåede at trykke på alle de rigtige knapper mod den danske stjerne.
Axelsen havde ikke styr på linjerne og løftede gentagne gange ud af banen. Han virkede ikke komfortabel og havde ingen træner at sparre med på sidelinjen.
Mens danskeren tog sig til læggen, trak Lan Xi Lei fra. Kineseren vandt fem bolde på stribe og lukkede sættet på første chance.
Bedre så det ud i begyndelsen af andet sæt, hvor Axelsen hurtigt kom på 6-2. Men den dobbelte OL-guldvinder var langt fra sit topniveau.
Axelsen var nede med 9-11 ved opholdet og benyttede den korte pause til at fjerne tapen fra sin læg. Måske var det dét, der hjalp.
Godt nok var han stadig besværet af læggen, men Axelsen fandt tålmodigheden frem og fik bedre styr på spillet. Han samlede langt mere op i sin defensiv og sendte Lan Xi Lei på løbearbejde.
Axelsen kom fra tredje sæts start tilbage på den side, hvor vinden var sværere at kontrollere. Men denne gang så det ikke ud til at genere Axelsen.
Han begyndte at ligne sit gamle jeg og kom på 10-3, før kineseren nåede at se sig om.
Lan Xi Lei svarede kortvarigt igen, men energien rakte ikke til mere. Dermed har Axelsen fortsat mulighed for at forsvare sidste års titel.
Hos kvinderne vandt Mia Blichfeldt uden kamp mod en kvalifikationsspiller fra Japan. Blichfeldt, der jagter sin anden turneringssejr i træk, møder i kvartfinalen indonesiske Gregoria Mariska Tunjung.
Line Kjærsfeldt er til gengæld ude af turneringen efter et nederlag til Supanida Katethong fra Thailand. Det samme er Rasmus Gemke, som tabte til fjerdeseedede Jonatan Christie fra Indonesien i to sæt.