Trods forbedringer lider byboerne i EU under luft- og støjforurening

15. JAN 2025 • 17:00UDLAND

Der er stadig for meget støj og luftforurening i de større byer i EU, konkluderer rapport.

Der er for meget larm og støj i de europæiske byer. Og trods forbedringer er luftforureningen stadig for høj.

Derfor skal EU-landene øge deres indsats på området. Ellers kan man ikke opfylde de strengere krav, der indføres i EU i de kommende år.

Det konkluderer Den Europæiske Revisionsret i en beretning, som blev offentliggjort onsdag.

- Der har været en positiv udvikling i bekæmpelsen af byforurening. Det er dog for tidligt at hvile på laurbærrene, siger Klaus-Heiner Lehne, medlem af Revisionsretten, der er ansvarlig for beretningen.

- EU og dets medlemsstater er nødt til at indse, at ambitiøse mål ikke kan nås uden en betydelig ekstra indsats, siger han i en pressemeddelelse.

Revisorerne anerkender i beretningen, at luftkvaliteten generelt er forbedret i EU. De advarer dog om, at luftforurening fra biler og lastbiler fortsat er et stort problem.

I 2022 var der stadig 10 medlemsstater, der overskred EU's nuværende grænse for nitrogendioxid (NO2). Danmark er ikke blandt de ti lande.

Også når det gælder støj, er Danmark blandt dukselandene. Ligesom blandt andet Sverige og Finland kortlægger Danmark udviklingen i støj i både byområder, ved større veje, jernbaner og lufthavne, fremgår det af beretningen.

Det gør mange andre EU-lande til gengæld ikke. Revisorerne konkluderer derfor, at det er praktisk talt umuligt at vurdere fremskridtene med at reducere støjforurening i EU.

I sin handlingsplan for nulforurening har EU fastsat et mål om at reducere antallet af personer, der er forstyrret af transportstøj, med 30 procent senest i 2030.

Men data tyder på, at dette mål sandsynligvis ikke vil blive nået. Ifølge revisorernes skøn vil antallet i 2030 i bedste fald være faldet med 19 procent og i værste fald være steget med tre procent.

Faktisk har byerne svært ved at bekæmpe luft- og støjforurening effektivt, lyder det.

Det kan ifølge revisorerne skyldes, at myndigheder koordinerer dårligt, at der gennemføres foranstaltninger af tvivlsom effektivitet, eller at der er lokal modstand.

Beretningen fokuserer primært på udviklingen generelt i EU og specifikt i de tre byer Athen, Barcelona og Krakow.

Det er derfor ikke muligt at se, hvordan danske byer som København, Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg klarer sig.

I en rapport fra juni 2024 har forskere fra Nationalt Center for Miljø og Energi dog fastslået, at der også er problemer med luftkvaliteten i København.

Det resulterer ifølge rapporten i over 400 for tidlige dødsfald og over en kvart million sygedage i Danmarks hovedstad.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT