Stoltenberg vil undersøge tættere Nato-samarbejde om Østersøen

15. JAN 2025 • 16:09UDLAND

Mens en række skibes adfærd i Østersøen har fået opmærksomhed, skal Stoltenberg skrive Nato-rapport.

Den tidligere Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg skal skrive en rapport om tættere forsvarssamarbejde i Østersøen.

Det skriver norske medier onsdag, mens der er stort politisk fokus på sikkerhedssituationen i regionen.

Rapporten skal være klar før et Nato-topmøde i juni.

Den skal omhandle tættere samarbejde "i de urolige tider, vi lever i, med krig i Europa, nye krige i Mellemøsten og øget rivalisering mellem stormagterne". Det siger Stoltenberg til det norske medie VG.

- Det er første gang i historien, at alle landene i Norden og Baltikum er i den samme sikkerhedspolitiske struktur - i Nato, siger han.

- Det åbner nogle muligheder for et tættere samarbejde.

Sverige og Finland er begge blevet en del af alliancen i løbet af de seneste to år - nemlig efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.

Der er i øjeblikket stor opmærksomhed på skibe, der bevæger sig rundt i Østersøen og udviser mistænkelig adfærd.

Så sent som i december blev undersøiske el- og datakabler beskadiget.

Forsvarsalliancen Nato har besluttet at øge sin tilstedeværelse i Østersøen som følge af flere kabelbrud.

Meddelelsen om Stoltenberg-rapporten kom på et pressemøde med Stoltenberg selv samt Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, i Stockholm onsdag, skriver nyhedsbureauet NTB.

Rapporten skal også omfatte samarbejde om Arktis.

Et sekretariat samt Stian Jenssen, som tidligere var stabschef for Stoltenberg, skal hjælpe den 65-årige nordmand under arbejdet med rapporten, skriver VG.

Stoltenberg fra socialdemokratiske Arbeiderpartiet var norsk statsminister fra 2000 til 2001 og igen fra 2005 til 2013. Han afløste danske Anders Fogh Rasmussen som Nato-chef i 2014 og blev selv afløst af hollandske Mark Rutte i oktober sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT