Centrum-højre-partier aftaler at danne irsk regering

15. JAN 2025 • 15:56UDLAND

Irland har fundet en ny regering. Igen bliver den uden venstreorienterede Sinn Fein.

De to centrum-højre-partier Fianna Fáil og Fine Gael er nået til enighed med løsgængere om at danne en koalitionsregering i Irland.

Det oplyser Fine Gael onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters i en meddelelse.

De to partier, som også var i regering inden et valg 29. november, fik akkurat ikke nok mandater til at danne regering på egen hånd.

Der er i alt 174 medlemmer af det irske parlament, og de to partier fik sammenlagt 86 pladser - altså et mandat fra de påkrævede 87 mandater.

Men med aftalen håber partierne på at kunne skabe et "komfortabelt flertal".

- Der er en gruppe på ni uafhængige nu, og det bringer os op på 95, så vi har et komfortabelt flertal, siger James Lawless - parlamentsmedlem for Fianna Fáil - til radiostationen RTE.

Venstreorienterede Sinn Fein blev næststørst ved valget med 39 pladser i parlamentet, men Fianna Fáil og Fine Gael ønskede at holde venstrepartiet fra magten.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT