Axelsen og Antonsen brager sammen i Kina

15. DEC 2023 • 17:57SPORT

Viktor Axelsen og Anders Antonsen trak hinanden i BWF World Tour Finals semifinaler.

Lørdag brager de to bedste danske herresingler i badminton sammen.

Viktor Axelsen og Anders Antonsen trak således hinanden i fredagens lodtrækning til semifinalerne i sæsonfinalen, BWF World Tour Finals, der afvikles i Kina.

Begge er kvalificeret til slutkampene efter to sejre og et nederlag i det indledende gruppespil.

Kampen mellem de danske profiler er nummer tre i den sene session, som starter klokken 10 dansk tid. Det vil sige, at danskerne formentligt kommer på banen i Hangzhou omkring middagstid.

Jonathan Christie fra Indonesien, der slog Antonsen i gruppespillet, møder i den anden semifinale hjemmebanehelten Shi Yuqi, der slog Axelsen i sit møde med danskeren onsdag.

Axelsen vandt BWF World Tour Finals i både 2022 og 2021.

I 2020-turneringen strøg Antonsen helt til tops for hidtil eneste gang efter en finalesejr over netop Axelsen.

Indbyrdes fører Axelsen 5-3 i kampe over Antonsen i BWF-regi. Senest opgør var i april 2022, hvor Axelsen vandt i to sæt i EM-finalen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT