Atlético Madrid lammetæver tjekker og øger pres på dansker

26. NOV 2024 • 20:40SPORT

Lars Friis og Sparta Prag tabte med 0-6 på hjemmebane til Atlético Madrid i Champions League.

Den danske fodboldtræner Lars Friis er havnet i en kedelig resultatmæssig stime sammen med Sparta Prag.

Tirsdag aften led den tjekkiske mesterklub et ydmygende hjemmebanenederlag på 0-6 til Atlético Madrid.

En udesejr var i sig selv ikke et uventet udfald, men den danske cheftræner kan ikke være tilfreds med, hvor let spil gæsterne fik. Sparta Prag lignede i perioder et naivt hold i opløsning, og hjemmepublikum kvitterede med pibekoncerter.

Nederlaget bringer den ellers så sejrsvante klub op på fem kampe i træk uden sejr - den seneste var i pokalturneringen over for et hold fra den næstbedste række.

Sparta Prag har formentlig spillet sig selv ud af den tjekkiske mesterskabskamp, og derfor er den danske træner ifølge tjekkiske medier under pres for at miste sit job. Det pres tiltager uundgåeligt efter tirsdagens blamage.

En stærk Champions League-præstation kunne måske have givet danskeren lidt længere snor, men det endte lige modsat.

Allerede efter et kvarter tog gæsterne føringen med et mål direkte på frispark.

Julian Alvarez drejede bolden højt over den hoppende mur, og inde på målstregen opgav den danske landsholdsreserve Peter Vindahl Jensen at hoppe efter bolden. Vindahl havde først taget et skridt til den forkerte side.

Vindahl formåede siden at diske op med en flot redning på en stor chance til Alexander Sørloth, før den danske keeper så uheldig ud ved Atleticos andet mål.

Lige før pausen fik Marcos Llorentes indlæg lov til at sejle hele vejen i mål. Vindahl troede formentlig, at Sørloth ville ramme bolden inde foran kassen, men det gjorde nordmanden ikke, og til sidst sprællede Vindahl forgæves efter det bløde indlæg.

Efter pausen blev Vindahl offer for et lob af Julian Alvarez. Gæsterne legede sig igennem forsvaret, og Alvarez kronede det flotte angreb med en kæk scoring til 3-0.

Midtvejs i anden halvleg skrev Antoine Griezmann sig ind på listen over målscorere, og her fik han i slutfasen selskab af Ángel Correa, der let scorede til både 5-0 og 6-0. I målet var Peter Vindahl tosset på Mathias Ross og resten af det opgivende forsvar.

Sejrens størrelse var ikke et mål for lille, og Atlético Madrid ligner nu et hold på kurs mod knockoutfasen i Europas bedste klubturnering.

Det gør Sparta Prag ikke, men den tjekkiske klub har tre kampe til at rette skuden op. Spørgsmålet er, om det bliver med en dansk styrmand.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT