Antonsen lider nederlag til velspillende malaysier

12. DEC 2024 • 15:27SPORT

Lee Zii Jia var bedst, da det gjaldt, og slog Anders Antonsen 21-14, 21-19 ved sæsonfinalen i Kina.

Badmintonspilleren Anders Antonsen formåede i den anden gruppekamp ved sæsonfinalen i kinesiske Hangzhou ikke at følge op på sejren i første runde.

Torsdag blev det til et nederlag i to sæt, 14-21, 19-21, til malaysieren Lee Zii Jia, der ligger nummer otte på verdensranglisten og havde en skarp dag på badmintonbanen.

Malaysieren var særdeles velspillende, når tingene skulle afgøres i begge sæt, mens Antonsen samtidig heller ikke leverede, når det gjaldt.

Nederlaget betyder, at Antonsen har ryggen mod muren i sidste gruppekamp fredag, hvor Chou Tien Chen fra Taiwan venter.

Danskeren kan selv afgøre sin videre skæbne, men afhængigt af den anden gruppekamp, der spilles inden, kan Antonsen være tvunget til at skulle vinde i to sæt over taiwaneren.

Antonsen og Lee Zii Jia åbnede torsdagens opgør jævnbyrdigt og fulgtes pænt ad frem til 13-13 i første sæt.

Herfra hævede malaysieren niveauet og satte sig på sættet. Lee Zii Jia var pludselig i fuldstændig kontrol og sendte Antonsen rundt på banen.

Otte ud af de næste ni point tog malaysieren, og så var det sæt afgjort.

Fra andet sæts begyndelse var rollerne byttet om. Nu var det Antonsens tur til at være i teten, og danskeren vandt fem af sættets seks første bolde.

Den danske optur var dog en stakket frist.

Langsomt kom Lee Zii Jia tilbage, og med fire vundne dueller i træk, gik malaysieren fra 14-17 til 18-17 mod Antonsen, som i ren frustration kvitterede for den dårlige periode med at sende sin ketsjer langt op under hallens tag.

Derfra mindede det om afslutningen på første sæt.

Lee Zii Jia var knivskarp, og da Antonsen samtidig leverede en unødvendig fejl ved nettet, og på malaysierens anden matchbold, sendte fjerbolden ud på den forkerte side af sidelinjen, var opgøret afgjort.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT