En person meldes dræbt i russiske angreb i det østlige Ukraine

14. MAR 2026 • 02:40UDLAND

Fredag døde en person under russisk angreb i Dnipropetrovska. Der er meldinger om sårede i flere regioner.

En person er fredag blevet dræbt under russiske angreb i regionen Dnipropetrovska, der ligger i den sydøstlige del af Ukraine.

Det siger Vladyslav Hajvanenko, der er guvernør i regionen.

Yderligere seks personer meldes såret.

Oleksandr Ganzha, der er leder af den regionale militæradministration i regionen, skriver på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at russiske styrker har angrebet to forskellige steder i regionen.

I naboregionen Zaporizjzja lyder det fra guvernør ?van Fedorov, at fire personer fredag er blevet såret under et russisk angreb nær regionens hovedby, der også hedder Zaporizjzja.

På den anden side af den ukrainsk-russiske grænse i den russiske region Belgorod siger guvernør Vjatjeslav Gladkov, at en indbygger er blevet dræbt under et ukrainsk angreb. Angrebet skete i en landsby, der ligger kort fra landegrænsen.

Repræsentanter for Ukraine, Rusland og USA har flere gange mødtes for at forhandle om en afslutning på den mere end fire år lange krig i Ukraine.

Den nuværende situation i Mellemøsten har ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, gjort det svært at fortsætte forhandlingerne med USA.

Det sagde den ukrainske præsident ifølge flere ukrainske medier under et besøg i Frankrig fredag.

- Amerikanerne sagde, at de var klar til at mødes, men kun i USA, da krigen og sikkerhedssituationen forhindrede dem i at forlade USA, sagde Zelenskyj ifølge det statslige ukrainske nyhedsbureau Ukrinform.

Den ukrainske delegation har ifølge Zelenskyj meddelt USA, at man er klar til at mødes i Miami eller Washington D.C. i USA. Det forslag er ifølge præsidenten blevet afvist af Rusland, der har foreslået at mødes i Tyrkiet eller Schweiz.

USA har ifølge Zelenskyj afvist det russiske forslag.

Det Hvide Hus har natten til lørdag ikke umiddelbart reageret på en anmodning fra Reuters om en kommentar til udtalelserne fra Zelenskyj.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT