Sydkoreaner sørger for smal FCM-sejr over Nottingham

12. MAR 2026 • 23:06SPORT

FCM-målmanden Elias Olafsson stod blændende, da islændingen holdt nullet i sejren ude over Nottingham Forest.

FC Midtjylland sikrede sig et overraskende godt udgangspunkt ved at vinde 1-0 ude over Nottingham Forest i den første af to ottendedelsfinaler i Europa League.

Angriberen Cho Gue-sung kom ind fra bænken og scorede det afgørende mål for FCM i slutfasen.

Hjemme på City Ground dominerede det engelske Premier League-hold ellers generelt kampen, men FCM modstod presset med en solid defensiv og en sikker målmand.

Dermed er dobbeltopgøret i høj grad i live inden returkampen i Herning om en uge med en lille fordel til FCM i form af den smalle sejr.

Tidligere i turneringens ligafase var FCM også forbi City Ground og rejste ved den lejlighed hjem med en imponerende 3-2-sejr.

Lige så overbevisende var det ikke denne regnfyldte torsdag aften. Men resultattavlen blinkede igen med en midtjysk sejr på et enkelt mål.

FCM fik den bedste start og en stor chance efter blot tre minutter. Junior Brumado blev serviceret af Philip Billing, men den brasilianske angriber formåede ikke at time sit opspring og heade bolden i mål.

Derfra stod der Nottingham på det meste i første halvleg, men FCM tillod ikke englænderne at komme frem til de helt åbne chancer.

Selv om Nottinghams statistik viste ti målforsøg mod midtjydernes ene i første halvleg, var de fleste chancer langhug fra distancen.

FCM-keeper Elias Olafsson tog godt fra mellem stængerne på de tre nærgående forsøg, der blev sendt afsted fra Omari Hutchinson, Ola Aina og Elliot Anderson.

Desuden var Nottingham-anfører Morgan Gibbs-White tæt på at score, men bolden ramte en midtjyde og gik snert forbi stolpen.

Lige så kraftigt som regnen silede ned over banen fra anden halvlegs start, lige så kraftigt kom Nottingham-spillerne blæsende.

Nicolas Dominguez testede Olafsson, som blev ved med at vise sig som en sikker sidste skanse.

Pludselig ville FCM også lege med, og indskiftede Valdemar Byskov viste med to langskud prøver på sine offensive evner.

Nottingham-keeper Matz Sels reddede det første spark fra Byskov, mens bolden ramte overliggeren på det andet.

Efter 57 minutter kom Cho Gue-sung, og den sydkoreanske angriber slog til, da han fik chancen.

På et indlæg fra Ousmane Diao steg Cho Gue-sung til vejrs og headede bolden uimodståeligt ind i det fjerneste hjørne efter 80 minutter. Et smukt mål.

Trods et engelsk pres i slutminutterne holdt FCM's bomstærke defensiv stand, og der kunne udbryde vild jubel blandt Mike Tullbergs tropper på City Ground for anden gang i denne sæson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT