FCM-træners bænk slog til i Nottingham: Bredden kan bringe os langt

13. MAR 2026 • 01:23SPORT

Indskiftede Cho Gue-sung endte som matchvinder mod Nottingham Forest, da FCM gentog bedriften fra efteråret.

Spillere fra FC Midtjyllands bænk kom ind og gjorde en forskel, da midtjyderne torsdag aften vandt med 1-0 på udebane over engelske Nottingham Forest i Europa League.

Bredden på det midtjyske hold blev efter sejren fremhævet af cheftræner Mike Tullberg efter den første af to ottendedelsfinaler mellem de to klubber.

Ti minutter før slutfløjt kunne træneren se den sydkoreanske angriber Cho Gue-sung, der kom ind efter en times spil, score kampens eneste mål på et hovedstød.

- Vi har talt meget om det internt, at vi skal blive ved med at tro på den bredde, vi har.

- At vi tør bruge alle spillere, kan gøre forskellen på, om vi når langt, siger Mike Tullberg til tv-stationen Disney+.

FCM-træneren nævner også midtbanespilleren Valdemar Byskov, der kom ind fra anden halvlegs start.

- Valdemar var nøglen til, at vi kunne vinde den anden halvleg, siger Tullberg.

21-årige Valdemar Byskov var boldsikker og udgjorde samtidig en trussel med skud fra distancen. Kort efter sin indskiftning ramte han overliggeren.

Det var anden gang, at Byskov var med til at besejre det engelske Premier League-hold på udebane med FCM i denne sæson. I efteråret vandt midtjyderne 3-2 i Nottingham i gruppespillet.

- Nu er det ikke bare heldigt.

- Nu har vi bevist flere gange, at vi kan slå de her store hold. Det er et rigtig godt mandskab med mange gode spillere, siger midtbanespilleren til Disney+.

Han fremhæver matchvinderen Cho Gue-sung, der før denne sæson var ude med en alvorlig knæskade.

- Mange havde set ham ude. At han ikke ville komme tilbage efter et år med næsten helt smadrede knæ. Han er gået ind fra dag et og har præsteret og kæmpet røven ud af bukserne, siger Valdemar Byskov.

Målmand Elias Olafsson, der leverede en del redninger i opgøret, bemærkede torsdag aften også, at det er en hel FCM-trup, der er med til at levere de midtjyske resultater.

- Det er næsten hver gang, at de her indskiftere kommer ind og laver kampene om. Det er fedt, at vi har så mange spillere. Vi har et godt hold, og alle gør deres job, siger den islandske keeper til Disney+.

Selvom sejren giver selvtillid, så venter der fortsat en vanskelig opgave, når Nottingham Forest i næste uge gæster Herning i returkampen.

Cheftræner Mike Tullberg tror på, at midtjyderne kan gå i kvartfinalen.

- Jeg synes ikke, at vi er favoritter, men som jeg sagde til drengene, så er det at være underdog ikke det samme som, at vi ikke tror på det.

- Vi går ind til kampen med en tro på, at vi går videre, siger Tullberg.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT