Britisk tennisstjerne besejrer Djokovic efter længere skadespause

12. MAR 2026 • 05:19SPORT

Jack Draper vandt sidste års ATP-turnering i Indian Wells over danske Holger Rune. Nu er han i kvartfinalen.

Den forsvarende mester Jack Draper har tidligt torsdag morgen dansk tid slået Novak Djokovic ud af ATP Masters 1000-turneringen i Indian Wells.

Den britiske tennisstjerne vandt tennisopgøret med 4-6, 6-4 og 7-6 og er dermed klar til kvartfinalen i turneringen, der bliver spillet i den amerikanske delstat Californien.

Draper sled den 38-årige serber op i et fysisk krævende tredje sæt og forhindrede Djokovic i at nå kvartfinalen i turneringen for første gang siden 2016.

Djokovic spillede sin første turnering, siden han tabte finalen i Australian Open til spanske Carlos Alcaraz. Han så ud til at mærke presset, efterhånden som det tredje sæt udviklede sig.

24-årige Draper spillede sin blot anden turnering efter en næsten seks måneder lang pause på grund af en armskade. Draper nåede ikke at blive klar til årets første grand slam, som blev afviklet i Melbourne i januar.

Han skal nu møde russeren Daniil Medvedev i kampen om en plads i semifinalen.

Jack Draper vandt sidste års udgave af tennisturneringen i Indian Wells. Han slog danske Holger Rune i finalen i to sæt med cifrene 6-2, 6-2.

Jack Draper ligger i øjeblikket nummer 14 på verdensranglisten.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

10. MAR 2026 • 10:58SPORT
David Nielsen siger op i AC Horsens

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT