Den danske kaptajn har blandt andre Victor Campenaerts og Sepp Kuss som holdkammerater i Giro d'Italia.
Jonas Vingegaard har velkendte ansigter omkring sig, når han fredag indleder jagten på den samlede sejr i Giro d'Italia.Visma har onsdag eftermiddag offentliggjort sit hold til det tre uger lange etapeløb og dermed sat navne på de syv ryttere, der skal hjælpe den danske kaptajn undervejs.
Blandt rytterne finder man belgieren Victor Campenaerts, der tidligere med succes har ageret personlig oppasser for Vingegaard under både Tour de France og Vuelta a España.
På holdet er også den amerikanske klatrer Sepp Kuss, som atter kan se frem til en vigtig rolle som bjerghjælper.
Den 35-årige hollænder Wilco Kelderman kommer med rutine og kører karrierens 20. grand tour.
Resten af Visma-holdet udgøres af Davide Piganzoli, Timo Kielich, Bart Lemmen og Tim Rex.
Dermed ligger det fast, at der er otte danskere til start, når 1. etape fredag bliver skudt i gang i Bulgarien.
Foruden Vingegaard er det Michael Valgren (EF), Tobias Lund Andresen og Rasmus Søjberg (Decathlon), Christopher Juul-Jensen (Jayco), Johan Price-Pejtersen (Alpecin), Niklas Larsen (Unibet) og Mikkel Bjerg (UAE Emirates).
/ritzau/