Dyrere produktion får Nintendo til at hæve prisen på ny spilkonsol

8. MAJ 2026 • 10:10ERHVERV/POLITIK

Det japanske selskab Nintendo regner med, at overskuddet falder med 27 procent i nuværende regnskabsår.

Japanske Nintendo vil hæve prisen på sin spilkonsol Switch 2, fordi produktionsomkostninger stiger.

Det meddeler selskabet fredag, hvor det også har offentliggjort sit skæve årsregnskab for 2025/2026.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Prisstigningerne på konsollen rammer både i hjemlandet, i USA og på det europæiske marked. Størst bliver de i Japan.

I samme ombæring lyder det, at Nintendo regner med en nedgang i overskuddet på 27 procent i indeværende regnskabsår.

Hvis det bliver en realitet, vil overskuddet ende på 310 milliarder yen. Det svarer til 12,6 milliarder kroner.

Nintendos Switch 2-konsol blev lanceret i juni sidste år og fik ifølge selskabet en god start. I perioden frem til marts i år blev der solgt 19,9 millioner af slagsen.

Salget var blandt andet hjulpet på vej af udgivelsen af spillet "Pokemon Pokopia".

Blandt de mere populære spil var også "Mario Kart World" og "Donkey Kong Bonanza", som der blev solgt henholdsvis 14,7 millioner og 4,5 millioner af.

Nintendo regner dog med, at salget af den nye Switch-konsol kommer til at dampe lidt af i det nye regnskabsår, der dækker perioden frem til marts næste år.

Selskabet regner med, at der bliver solgt 16,5 millioner konsoller i løbet af regnskabsåret.

Trods en ventet nedgang i salget anser selskabet det for at være et solidt resultat.

Nintendo blev grundlagt i 1889, hvor det startede som en lille fabrik, der producerede "Hanafuda"-spillekort.

Næsten 100 år senere udvidede man med et amerikansk datterselskab, der skulle begynde at producere og sælge forskellige spil.

Det japanske selskab er blandt andet kendt for at stå bag spil som "Donkey Kong" og "Super Mario Bros.".

Og så har det udviklet spilkonsollerne Game Boy, Nintendo Wii og Switch.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT