2000 udenlandske tropper skal hjælpe med sikkerhed ved OL i Paris

13. APR 2024 • 04:43SPORT

Tæt på 45.000 politibetjente og gendarmer vil blive mobiliseret i Paris til åbningsceremonien 26. juli.

Omkring 2000 udenlandske tropper vil blive sendt til Paris for at styrke sikkerheden under de olympiske lege til sommer.

Det siger den franske forsvarsminister, Sébastien Lecornu, til tv-stationen LCI fredag.

- Vi har omkring 2000 udenlandske politibetjente, gendarmer og tropper, som vil slutte sig til sikkerhedssystemet for de olympiske lege, siger ministeren til tv-stationen LCI.

Legene bliver afholdt i Frankrig mellem 26. juli og 11. august.

Efter angrebet på en koncertsal i Moskva i marts, har Frankrig hævet sit trusselsniveau til det højeste. Islamisk Stat hævder at stå bag angrebet, der kostede mindst 144 personer livet.

Ifølge den franske forsvarsminister vil de udenlandske tropper bidrage med specifikke funktioner. Det kan eksempelvis være hundeførere eller betjente på heste.

I slutningen af marts meddelte Polen, at det ville sende tropper med særlig vægt på sporhunde til at detektere bomber og terrorbekæmpelse. Det blev ikke meddelt, hvor mange tropper landet ville sende afsted.

Tæt på 45.000 politibetjente og gendarmer vil blive mobiliseret i Paris til åbningsceremonien 26. juli.

Normalt afvikles åbningsceremonien ved de olympiske lege på et atletikstadion, men for første gang kommer begivenheden til at foregå et andet sted. Den skal nemlig ifølge planen afholdes på floden Seinen.

I begyndelsen af april sagde Frankrigs sportsminister, Amelie Oudea-Castera, at der ikke er en specifik terrorrelateret trussel mod de olympiske og paraolympiske lege til sommer.

Derfor er der ikke planer om at ændre på åbningsceremonien eller på andre begivenheder.

Under selve legene vil 18.000 franske militærtropper - herunder omkring 3000 med ansvar for overvågning af luftrummet - og 35.000 politibetjente og gendarmer blive indsat.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT