Magnus Carlsen deler historisk VM-titel med russer
Magnus Carlsen og Ian Nepomniachtchi blev enige om at dele VM-titlen i lynskak efter tre omspilsrunder.
Arrangørerne måtte granske regelbøgerne og gav til sidst Magnus Carlsen og Ian Nepomniachtchi lov at dele VM-titlen i lynskak, selv om der ikke var en paragraf, der dækkede situationen.Det skete i New York, hvor VM-titlerne i hurtigskak og lynskak er blevet uddelt mellem jul og nytår.
Carlsen tog de to første partier i finalen mod russiske Nepomniachtchi og manglede dermed kun en remis for at hjemføre titlen.
Men 34-årige Nepomniachtchi, der ifølge nyhedsbureauet NTB er en god ven af Carlsen, svarede tilbage og tvang med to partisejre duellen ud i omspil.
Og efter tre låste omspilsrunder med remis foreslå Carlsen at dele titlen, hvilket efter en rum tid blev godkendt.
- Det føles godt at dele guldet med "Nepo", siger Carlsen ifølge NRK.
- Vi var kommet til et punkt, hvor det havde været en lang dag. Vi kunne have spillet videre, men jeg synes, det var en fin måde at afslutte kampen på.
- Vi var begge lidt smånervøse. I og med jeg skulle være hvid i næste parti og dermed havde fordelen, var det et rimeligt tidspunkt at foreslå at dele titlen, siger Carlsen til NRK.
I sidste ende var det præsidenten Præsidenten for Det Internationale Skakforbund (Fide), Arkady Dvorkovich, som blåstemplede den usædvanlige løsning.
- Logikken var, at hvis to spillere vil, kan de fortsætte med at spille remis. Der var to alternativer. Man kunne spille videre, eller Fide-præsidenten kunne tage en beslutning, siger Emil Sutovsky, generalsekretær i Fide, til NRK.
34-årige Carlsen forlod i sidste uge VM-turneringen i hurtigskak, da han insisterede på at stille op i jeans, hvilket var imod reglerne.
Nordmanden truede også med at droppe lynskak, men parterne sluttede fred, reglerne blev justeret, og Carlsen endte altså med en delt VM-titel til sin omfattende samling.
Carlsen har vundet VM i lynskak otte gange - de syv første gange alene.
Han har desuden vundet VM i hurtigskak fem gange og VM i skak fem gange. Han har siden 1. juli 2011 været nummer et på verdensranglisten.
/ritzau/