Dartstjerner føler formen toppe før mulig drømmefinale
Luke Littler og Michael van Gerwen er begge én sejr fra den finale ved dart-VM, som mange håber på.
Dart-VM nærmer sig en afslutning, og det kan meget vel ende med en drømmefinale fredag.Den tredobbelte verdensmester Michael van Gerwen og den 17-årige stjernekomet Luke Littler er således begge markant favorit i torsdagens semifinaler.
Van Gerwen møder Chris Dobey og føler sig tæt på topformen efter et skuffende 2024.
- Jeg synes, at mit spil er på et godt sted. Men indtil videre er jeg kun i semifinalen, så det betyder ingenting.
- Jeg er nødt til at fastholde formen. Det fortjener publikum, og endnu vigtigere fortjener jeg det, siger hollænderen, der vandt sin seneste VM-titel i 2019, til Sky Sports.
Luke Littler bragede sidste år sensationelt ind blandt verdenseliten og nåede finalen, som han dog tabte til Luke Humphries.
Siden slog Littler i løbet af 2024 ved mange turneringer fast, at han er kommet for at blive, og han er efter Humphries' overraskende exit til Peter Wright også VM-favorit hos bookmakerne.
Der er dog været enkelte huller i osten ved VM, og Michael van Gerwen forsøgte tidligere på ugen at tirre teenageren ved at kalde Littlers præstationer for de "mest skuffende ved VM".
Det prellede dog af på den unge stjerne, som onsdag slog Nathan Aspinall efter en fremragende indsats og nu skal op mod en anden publikumsfavorit i form af Stephen Bunting i sin semifinale.
- Jeg havde den bedste følelse hidtil i turneringen, og forhåbentligt kan jeg samle mig og komme tilbage med den samme følelse i morgen (torsdag, red), sagde Littler efter sejren over Aspinall.
39-årige Bunting håber på at få aktiveret sin gruppe af fans, Bunting Army, og skabe overraskelsen mod Littler. Og han møder op med støtte fra den detroniserede mester.
- Jeg snakkede med ham (Luke Humphries, red). Han ønskede mig held og lykke og sagde, at han vil elske at give titlen videre til mig. Det betyder meget for mig, siger Bunting og betegner verdensetteren som en ven og træningsmakker.
/ritzau/