Syv undervisere får overrakt pris for nytænkende undervisning

23. SEP 2024 • 13:51INDLAND/KRIMINAL

Dronning Mary er med til at uddele Undervisningsprisen til syv undervisere. Med prisen følger 500.000 kroner.

Syv undervisere har udmærket sig ved blandt andet at være nytænkende og have et stort fokus på praksiserfaring i deres undervisning.

Derfor er de syv blevet udvalgt som vindere af Undervisningsprisen 2024.

Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Underviserne får overrakt prisen af dronning Mary og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ved en prisoverrækkelse i Operaens foyer.

De syv udvalgte undervisere kommer fra syv forskellige uddannelser. Ifølge ministeriet er der dog ting, der går igen, når man spørger de studerende, hvorfor netop deres underviser er god.

Det går blandt andet igen, at underviserne benytter sig af alternative undervisningsmetoder, som eksempelvis rollespil.

Det gælder blandt andet Jaume Castan Pinos, som er lektor ved Syddansk Universitet og underviser i international politik og globale udfordringer.

I sin undervisning bruger han rollespil og simulation for at aktivere de studerende og gøre international politik mere håndgribeligt.

- Jeg laver en kontrakt med de studerende: Jeg skal nok lade være med at være kedelig, men til gengæld skal I deltage aktivt og ikke være dovne, siger han på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Derudover er prisvinderne Camilla Hedegaard Møller fra Det Kongelige Akademi, Iben Holm Fogstrup fra Professionshøjskolen Absalon, Juljana Gjata Hjorth Jacobsen fra VIA University College, Marie Kristine Kjelgaard fra MARTEC, Sofie Pedersen fra Roskilde Universitet og Vashanth Selvadurai fra Erhvervsakademiet Dania.

Undervisningsprisen uddeles for at anerkende den betydning, som inspirerende og engagerende undervisere har for de studerende.

- Jeg er særligt imponeret over, hvordan årets vindere har evnet at tænke samspillet mellem erhvervsliv og uddannelse ind i deres undervisning. Det er et vigtigt fokus, at uddannelse kobles til den virkelighed, de studerende træder ud i efterfølgende, siger Christina Egelund i pressemeddelelsen.

Med prisen følger 500.000 kroner, hvoraf 300.000 kroner går til aktiviteter, der understøtter et godt og engagerende undervisningsmiljø på prismodtagerens uddannelsesinstitution.

De resterende 200.000 kroner er en personlig hæderspris.

Det er ledelserne på de videregående uddannelsesinstitutioner, som indstiller underviserne med hjælp fra de studerende. Herefter vurderes indstillingerne af rektorkollegierne, som udvælger vinderne.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT