Skib med farlig last undgår danske stræder - skal til Malta

23. SEP 2024 • 16:00INDLAND/KRIMINAL

Søfartsstyrelsen bekræfter overfor Ritzau, at "MV Ruby" ikke skal igennem danske stræder alligevel.

Det meget omtalte skib "MV Ruby" skal alligevel ikke igennem danske stræder. Det bekræfter Søfartsstyrelsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Efter i flere dage at have ligget stort set stille ud for Norges sydkyst med en sprængfarlig last har det nu kurs mod Malta.

Søfartsstyrelsen oplyser, at rederiet bag skibet har oplyst, at skibets planer er blevet ændret.

- Skibet er blevet instrueret i at sejle til Malta med henblik på at losse lasten, inden skibet fortsætte til et nærtliggende værft med henblik på reparation.

- Skibet vil således ikke gennemsejle de danske stræder, lyder det i en kommentar.

Ifølge VesselFinder bevæger Ruby sig med en hastighed på lidt mere end ni knob - cirka 17 kilometer - i timen og ventes fremme 8. oktober.

Skibet har været meget omtalt i weekenden, da det var ventet, at det ville nå dansk farvand. Sådan går det altså ikke.

"Ruby" blev skadet, da det forlod havnen i russiske Kandalaksha og prøvede at lægge til i Tromsø i Norge for at få udbedret skaderne.

Det blev dog afvist med henvisning til lasten: 20.000 ton ammoniumnitrat.

Det bruges som sprængstof og var blandt andet skyld i den store eksplosion, som ramte Libanons hovedstad, Beirut, tilbage i 2020.

Det bruges dog også i kunstgødning, og ifølge kemiker og sikkerhedsleder ved Aarhus Universitet Peter Hald er det en almindelig handelsvare.

Han har fortalt, at det ikke anses for at være specielt farligt, når det fragtes på et skib, der er lavet til det, og at der transporteres meget af det.

- Det er heldigvis ikke særlig nemt at antænde. Det er en helt almindelig handelsvare, og det kræver, at man har en kraftig brand i længere tid eller en direkte sprængladning til at starte med, sagde han til Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT