Skibet Ruby skaber undren - men kemiker beroliger om lasten

23. SEP 2024 • 05:00INDLAND/KRIMINAL

Selv om Ruby har en last, der kan bruges som sprængstof, skal der meget til at antænde det, forklarer kemiker.

Der blev fulgt nøje med i de mindste bevægelser hos fragtskibet "MV Ruby" over weekenden, men det blev, hvor det var - ud for Norges sydkyst - selv om det skulle have passeret dansk farvand.

Sådan kan det dog gå endnu, og en afklaring ventes i starten af denne uge.

Om bord er 20.000 ton ammoniumnitrat, der kan bruges som sprængstof, men når det fragtes på et skib, der er lavet til at sejle med det, så anses det ikke for at være specielt farligt.

Samtidig er det heller ikke noget, der lige eksploderer, hvis man eksempelvis taber noget ned i lasten, fortæller Peter Hald, kemiker og sikkerhedsleder ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet.

- Det er heldigvis ikke særlig nemt at antænde. Det er en helt almindelig handelsvare, og det kræver, at man har en kraftig brand i længere tid eller en direkte sprængladning til at starte med, siger han.

Skibet stævnede ifølge Information og DanWatch ud fra den russiske havn Kandalaksha i slutningen af august med kurs mod den spanske ø Mallorca, men skibet stødte på grund og fik skader.

Med hjælp fra slæbebåde kom skibet videre, og det prøvede at komme til Norge for at få repareret skaderne. Men det blev afvist med henvisning til lasten, og siden er fulgt flere dage uden stor aktivitet.

Lasten er ifølge Peter Hald en helt almindelig handelsvare, der også bruges i kunstgødning og transporteres i store mængder. Problemet er - som han ser det - at man ikke helt kan gennemskue, hvad der foregår.

Han fremhæver ejerforholdet: Skibet sejler under maltesisk flag, har hentet ammoniumnitrat i Rusland, og selskabet bag er libanesisk og ejet gennem Syrien.

- Når du har et skib, der er lavet til at sejle med det, så er der ikke det store problem. Men her har du et skib, der er beskadiget, og med nogle underlige forhold, og det gør, at man bliver noget tilbageholden.

Planen var, at "MV Ruby" skulle til Litauen, men her vil man heller ikke tage imod det. Søndag oplyste Søfartsstyrelsen til TV 2, at rederiet bag havde annulleret den planlagte rute.

I stedet blev muligheden for at losse lasten et sted undersøgt, og styrelsen forventer en afklaring i begyndelsen af denne uge, lød det.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT