Skadet skib med farlig last driver i venteposition nord for Danmark

23. SEP 2024 • 12:25INDLAND/KRIMINAL

Det er helt normalt, at et skib som "MV Ruby" driver rundt, mens det venter på en havn, siger svensk kystvagt.

Fragtskibet "MV Ruby" driver mandag rundt i havet mellem Norge og Danmark, mens det venter på besked om, hvor det kan sejle i havn.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Norge og Litauen har afvist at tage imod skibet, som har 20.000 ton sprængfarlige kemikalier om bord, og som skal repareres.

I slutningen af august blev det sprængfarlige kemikalie ammoniumnitrat lastet om bord på skibet i den russiske havn Kandalaksha, beskrev Information og Danwatch.

I forbindelse med udsejlingen fra havnen i Rusland stødte skibet dog på grund.

Der kom skader på skrog, ror og skrue, som efterlod skibet i en sådan forfatning, at det ikke kunne manøvrere alene. Derfor bruges der slæbebåde.

18. september skrev Information, at "MV Ruby" var på vej mod Storebælt.

Skibet ville til Norge for at få repareret skaderne, men landet afviste at tage imod det på grund af den sprængfarlige last. Det samme har Litauen gjort.

Weekenden over har skibet derfor ligget mere eller mindre stille mellem Danmark og Norge, mens mulighederne for at komme af med lasten undersøges.

Det er "helt normalt", at skibet driver rundt imens, siger talsperson for den svenske kystvagt Mattias Lindholm.

- Ejeren af skibet arbejder sammen med ejeren af lasten på at finde en havn, dels for at losse skibet, dels for at komme på værft, lyder det.

- Fartøjer, som venter på besked om destination, vælger enten at drive eller ankre. Hvor skibet er nu, er drifting (at drive rundt, red.) et godt alternativ, der sparer brændstof.

Ifølge kystvagten i Sverige er ammoniumnitrat klassificeret som farligt gods, men transporten er "en del af normalbilledet".

Det er de tekniske problemer samt det faktum, at skibet kan være nødt til at blive bugseret gennem stærkt trafikerede havområder, der gør det vigtigt at følge skibet, lyder det ifølge TT.

Peter Hald, der er kemiker og sikkerhedsleder ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet, har forklaret til Ritzau, at når materialet fragtes på et skib, der er lavet til at sejle med det, så anses det ikke for at være specielt farligt.

Det er heller ikke særlig nemt at antænde, har han forklaret.

Lasten er ifølge Peter Hald en helt almindelig handelsvare, der også bruges i kunstgødning og transporteres i store mængder.

Problemet er - som han ser det - at man ikke helt kan gennemskue, hvad der foregår.

Han fremhæver ejerforholdet: Skibet sejler under maltesisk flag, har hentet ammoniumnitrat i Rusland, og selskabet bag er libanesisk og ejet gennem Syrien.

- Her har du et skib, der er beskadiget og med nogle underlige forhold, og det gør, at man bliver noget tilbageholden.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT