Skib med farlig last behøver ikke destination for at krydse dansk farvand

22. SEP 2024 • 12:41INDLAND/KRIMINAL

Det er efter reglerne, hvis skib med sprængfarlig last vælger at krydse dansk farvand uden endedestination.

Skibet "Ruby" kan vælge at sejle igennem dansk farvand, selv om skibet ikke har en endedestination.

Det oplyser juraprofessor ved Aalborg Universitet Birgit Feldtmann.

- Der skal være fri færdsel til søs, hvor alle kan sejle igennem andre landes farvande. Det gælder også, selv om man ikke har en fast destination, siger Birgit Feldtmann til Ritzau.

Det er på trods af, at skibet har 20.000 ton sprængfarlig ammoniumnitrat om bord.

- Alle har ret til uskadelig gennemfart. Det er et grundlæggende princip i havretten, siger juraprofessoren.

Søndag oplyser Søfartsstyrelsen til TV 2, at rederiet bag skibet har annulleret skibets planlagte rute mod Litauen.

Skibet skal i stedet ligge stille ud for Norges sydlige kyst, hvor det befinder sig søndag middag.

- Rederiet har oplyst Søfartsstyrelsen, at det har bedt skibet om at opholde sig syd for Norge i stedet for at fortsætte mod Klaipeda som planlagt, mens muligheder for at losse lasten et sted med godkendte faciliteter undersøges, skriver styrelsen til Ritzau.

Søfartsstyrelsen forventer, at der kommer en afklaring på situationen i begyndelsen af næste uge.

Ifølge skibssporingshjemmesiden VesselFinder har skibet stort set ikke flyttet sig siden fredag eftermiddag.

Det skyldes skader på skibet, som det pådrog sig efter at være stødt på grund.

Det skete ved udsejling fra den russiske havn Kandalaksha, hvor de 20.000 ton ammoniumnitrat blev lastet om bord i slutningen af august.

Der kom skader på skrog, ror og skrue, og efterlod skibet i en sådan forfatning, at det ikke kan manøvrere alene.

Derfor bruges der slæbebåde. Det betyder også, at skibet skyder en fart langt under det normale niveau.

Skibet ville til Norge for at få repareret skaderne, men landet afviste at tage imod det på grund af den sprængfarlige last.

Det samme gjorde Litauen.

Skibet skulle efter planen være sejlet ind i dansk farvand i løbet af lørdag med kurs mod Litauen, da planerne blev afblæst.

Søfartsstyrelsen har tidligere krævet, at skibet trækkes af slæbebåde og får en lods om bord til at hjælpe det gennem dansk farvand.

Hvis rederiet vælger, at skibet skal sejle ind i dansk farvand, er de betingelser fortsat gældende, oplyser Søfartsstyrelsen.

Skibet "Ruby" sejler under maltesisk flag og opereres af selskab med base i Syrien.

I øjeblikket skulle skibet dog være charteret af et firma i De Forenede Arabiske Emirater.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT